Afrikas børns dag – den 16. juni

Torsdag blev også en spændende dag. Som også blev ”såååå Afrika” elller ”Afrika i en nøddeskal”, som nogle skrev efter vores indlæg på Instagram om vores vaskemaskine og Elvis Presley. Hvis du ikke allerede følger os der, men gerne vil læse vores indlæg, så send en forespørgsel vis Instagram https://www.instagram.com/hasselbergsitanzania.

Da vi var i Musoma i onsdags for at hente ovennævnte vaskemaskine, var alle på stiftskontoret på rejse. Men vi mødte præsten Mollel. Han fortalte om et møde, han var indbudt til, som hed ”Afrikas børn”, og som skulle holdes om torsdagen. Jeg, Marita, indbød mig selv til at være med, men han sørgede for en rigtig indbydelse til mig.

Jeg troede, at det var en konference, men det viste sig at være opstarten på en komite angående børns rettigheder med delegerede fra forskellige organisationer fra alle dele af Mara-regionen. Den lutherske kirke havde to repræsentanter foruden mig. Vi skulle begynde med at henvende os på regionskontoret i Musoma og få grønt lys fra regionssekretæren. Det gav lidt problemer, for han havde ikke fået det officielle brev fra en overordnet, hvor der stod, at vi skulle komme, og vores ærinde var. Uden brev var vi ikke velkomne. Så typisk.

Den unge studerende Nellie, som var formand for vores gruppe, ringede febrilsk rundt til forskellige højere myndigheder for at løse problemet. Alle i gruppen havde jo fået et brev, og flere havde rejst op til 80 kilometer på egen regning for at komme til mødet. Resultatet blev, at vi skulle vende tilbage, når brevet nåede sekretæren

Vi tog tilbage til stiftskontoret, hvor jeg og en af præsterne ville hilse på biskoppen, inden jeg kørte deltagerne til busstoppestedet, så de kunne rejse hjem med uforrettet sag. Jeg havde en fin samtale med biskoppen om vores arbejde og planerne for efteråret, bland andet med Paediatric Nursing Course-kurset i børne-sygepleje på Bunda hospital. 

Da jeg kom ud, havde den minister, der har ansvar for sager om børnerettigheder, ringet til den øverste tjenestemand i regionen – regional commissioner – og givet grønt lys for, at gruppen kunne begynde sit arbejde! Men i stedet for at tage tilbage til regionskontoret og holde planlægningsmøde skulle vi tage til to forskellige radiostationer for at fortælle om arbejdet med børns rettigheder. Min gruppe skulle tage til Bunda. Det var Nellie, præsten Mollel, Neema Ibamba, der er den øverst-ansvarlige i regionen, når det gælder spørgsmål vedr. børn, og jeg. Måske var det Neema Itamba, der sørgede for kontakten til ministeren, eller også var det Nellie. Sidst på dagen gik det op for mig, at hun er datter af vores nabo og lærerkollega her. 😊

I bilen fik jeg mere at vide om, hvad dagen handlede om. Den 16. juni er en mindedag for massakren i Soweto i Sydafrik i 1976, hvor mange hundrede sorte børn og unge blev skudt, da de protesterede mod det hvide apartheid-regime og den mangelfulde uddannelse. Pudsigt nok havde Carl og jeg set en film om det på Netflix i forrige uge: ”Kalushi: The Story of Solomon Mahlangu.” Siden 2009 er det en mindedag i hele Afrika, og man vil arbejde på at fremme børns rettigheder på forskellige måder.

I Tanzania har man fra regeringens side søsat et projekt, som skal samle kræfter i hele landet for at skabe et samarbejde mellem politi, sociale myndigheder og andre og for at uddanne befolkningen og yde støtte til udsatte børn. Temaet er ”Holdbar udvikling 2030 – og at styrke beskyttelsen af børn og fremme lige-behandling og lige muligheder for alle børn”. Det var altså dette arbejde, som skulle startes i Mara denne dag.

De andre delegerede havde et hæfte med om projektet og fortalte om det i radioen. De sagde, at ansvaret for børn ligger på os alle: forældre, naboer, slægtninge, ja, alle. Hvis man ser et barn, som har det dårligt, skal man reagere. De henviste også til forskellige steder, hvor man kan få hjælp tæt på hjemmet – ofte på græsrodsniveau.

Et af gruppemedlemmerne sagde, at han var ”para-lighter”, det vil sige et menneske, der har særligt ansvar i byen for at opdage børn, som har det dårligt, og som man kan henvende sig til. De talte om børn, der bliver forladt af deres forældre og havner hos mormor eller bliver gadebørn, som har brug for hjælp for at komme tilbage til en tryg situation i et hjem. De talte også om den folketælling, der skal være til efteråret. Det er vigtigt, at alle bliver talt med, at alle bliver set, og man ikke gemmer handicappede børn.

De tog også arbejdet mod børneægteskaber frem. Ifølge tanzanisk lov skal både mænd og kvinder være fyldt 18 år, for at de kan blive gift. På projektets instagram-side kan man finde information om, hvordan man beskytter børn mod seksuelle overgreb ved så tidligt som muligt at tale med børnene og lære dem at sige nej, selv om man er lille, og en ældre person vil røre ved ”deres hemmelige sted” (sådan siger man).
Det er så vigtigt og godt.

Præsten Mollel talte om, at kirken vil hjælp hele mennesket.  Man vil ikke bare hjælpe mennesket åndeligt, men også gennem omsorg og uddannelse. Og der kom dukkerne Haki, Pendo og jeg ind.

Eftersom det var på radio, kunne man jo ikke se os, men de, der var var der, blive helt blev helt vilde med dukkerne og ville vide, hvordan "de virker", og hvordan jeg fandt på at bruge dem. Så fik jeg lov at fortælle, hvor vigtigt det er at forberede børn på at komme på sygehuset, og at de skal lege. Mange børn er ekstra bange for sygehus og sprøjter, fordi mange forældre bruger trusler i opdragelsen af børnene. De kan sige ”hvis du ikke holder op med at skrige, giver jeg dig en indsprøjtning.” Det er jo ikke sandt, for de fleste forældre har ikke adgang til sprøjter. Men det er en trussel, som gør børnene bange for sprøjter, længe før de ser dem. Og hvis de bliver syge og har bruge for en indsprøjtning, tror de, at det er en straf. Jeg fik mulighed for at sige, at en indsprøjtning ikke er en straf, men ej hjælp til, at barnet kan blive rask. Og at dukkerne og personalet på børneafdelingen vil være børnenes venner og hjælpe dem til ikke at være bange på sygehuset.

I går aftes blev udsendelsen sendt i radioen, og eleverne var samlet i kirkesalen før aftenandagten og lyttede sammen med os. Jeg fik karakteren ”godkendt” af dem, på trods af, at jeg sagde velkommen i stedet for tak, da værten takkede mig i afslutningen af programmet. Hun sammenfattede det, jeg havde sagt, virkelig godt og mindede om, at det er vigtigt ikke at true børn med indsprøjtninger.

At arbejde med børns rettigheder er vigtigt og tiltrængt i hele verden, og her ser jeg behovene så tydeligt. 
I sidste uge cyklede jeg forbi gymnasiet i landsbyen, og der var et optrin med sang og orkester. Da jeg kom hjem, spurgte jeg skolelederens nevø Sebastian – der går i skole – hvad der blev fejret. Det viste sig, at det var en organisation, der kom og fortalte om puberteten og især om piger og menstruation. Det blev påpeget over for drengene, at de skal lade være med at drille, fordi det ikke er en sygdom, og ikke noget at skamme sig over.

Jeg har lige undervist i det samme i sundhedsundervisningen på bibelskolen for 10 meget interesserede unge voksne, som stillede så mange gode spørgsmål.

Jeg spurgte Sebastian, hvilken undervisning han havde fået om børns rettigheder. Indtil nu havde man kun snakket lidt generelt om menneskerettigheder i gymnasiet. Men i folkeskolens 4. eller 5. klasse havde der været en "NGO", en frivillig organisation som Red Barnet og havde undervist. Lærerne sad der og lyttede med. I flere uger bagefter brugte lærerne mindre afstraffelse end før. Så steg det igen. 

Fysisk afstraffelse er et stort problem og stadig almindeligt både i skolen og derhjemme. Sidste år så Sebastian en gymnasieelev blive tævet 80 gange med en kæp for ikke at have lave sine lektier! 
Eleven blev indlagt. Forældrene meldte læreren til politiet, og han blev anholdt og straffet. Det blev en advarsel til mange andre lærere.For nogle år siden trådte en ny lov i kraft, der kraftigt begrænser lærernes "ret" til fysisk at straffe elever. De skal gå hen til rektor og skrive under i en bog. De må "kun" slå til tre gange og kun ved særligt alvorlige forseelser. 
Sebastian fortalte, at disciplin gør eleverne bange for lærere, og at de ikke tør stille spørgsmål eller er bange for at svare forkert. Og at der er andre "bedre måder" at irettesætte på, for eksempel ved at tale, eller at barnet for eksempel kan være med til at feje skolegården. Det er meget bedre!

Ved morgenmødet på sygehuset i fredags fortalte jeg om radioprogrammet. Det blev en interessant diskussion om fysisk afstraffelse. Hvordan man opdrager børn ligger dybt i kulturen, og det går i arv fra generation til generation. Oversygeplejersken Cecilia og lægen Isack, som allerede har taget PNC-kurset, hjalp mig med at opmuntre til ikke at bruge vold eller mishandling, men andre måder at irettesætte børn på.

Arbejdet fortsætter – kazi iendelee – det er også præsident Samias valgsprog her i landet. Til efteråret kommer PNC-kurset til Bunda..