Menighedsformer

Lokalt findes der tre former for LM-forsamlinger: kredse, mødepladser og frimenigheder.

LM-kreds

En LM kreds er en lokal forening med en bestyrelse. Kredsen holder typisk et ugentlig møde med sang, prædiken og samvær for hele familien. Nogle kredse har også af og til nadver ved deres møder. Derudover er der typisk særlige arrangementer for børn, unge og seniorer.

Medlemmerne vælger bestyrelsen på en årlig generalforsamling. Kredsen er medlem af den regionale afdeling, som er en sammenslutning af LM-kredse i et område.
Historisk har LM-kredsen fungeret som et supplement til kirkegang i folkekirken. Derfor er der normalt ikke dåb, konfirmation, bryllup og begravelser i en LM-kreds.
Sådan bliver du medlem af en LM-kreds.

Mødeplads

En mødeplads er en lokal forsamling af LM’ere, der kan være medlemmer af en kreds i nærheden. Mødepladsen holder deres egne møder, som ligner kredsens. Mødepladsen ledes ikke af en valgt bestyrelse, men af et arbejdsudvalg, der relaterer til en kreds- eller afdelingsstyrelse.
En mødeplads kan blive en selvstændig LM-kreds. I så fald skal foreningsdannelsen godkendes af afdelingen.

Frimenighed

En frimenighed skal ikke godkendes af nogen offentlig instans. I det øjeblik en gruppe af mennesker har oprettet en menighed med den samme bekendelse som folkekirken, kan man frit kalde den for en frimenighed.

En frimenighed er i princippet en frikirke, som har den samme bekendelse som folkekirken, det vil sige: Bibelen, de tre oldkirkelige bekendelser, Den Augsburgske bekendelse og Luthers lille Katekismus.

Det er baggrunden for, at frimenighederne og deres præster i modsætning til frikirker (som har en andet bekendelsesgrundlag) har en række frihedsrettigheder i forhold til brug af folkekirkens bygninger mv.

En frimenighed, der ønsker at være en del af LM, skal, helt parallelt med nye lokale kredse, godkendes af afdelingsstyrelsen (§4.2 i LM's vedtægter). (læs dem her - pdf)

Historisk er frimenigheder i LM et nyere fænomen. De ældste er lidt under 20 år gamle. Der kommer stadig nye frimenigheder til i LM-regi.

Vil du vide mere detaljeret om, hvad en frimenighed er, og hvordan man danner frimenighed i LM, så findes der en række dokumenter om det, som du kan downloade.
Du finder dem under sektionsiden: Om os/download.