220 genbrugsmedarbejdere mødtes om arbejdsglæde
To medarbejderdage samlede over 200 frivillige fra LM's otte genbrugsbutikker til netværk, forkælelse og snak om, hvordan glæden ved genbrugsarbejdet gives videre til næste generation
120 frivillige fra LUMI Genbrugs butikker deltog tirsdag til medarbejderdag i LM's missionshus i Skjern.
Og i dag er godt 100 genbrugs-medarbejdere fra Øst-Danmark samlet til festligt samvær i Nordvestkirken i København.
Med titlen "Giv genbrugsglæden videre" holder terapeut Ellen Esmarch Pedersen og generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen hver et oplæg om arbejdsglæde - et om at passe på sig selv og et om at give glæden ved arbejdet videre.
Imellem oplæggene er der tid til kaffe, frokost og gode lange snakke på kryds og tværs af LUMI-butikkerne.
God tilslutning til regionale samlinger - både i øst og vest
LUMI Genbrug holder hvert år en hel medarbejderdag for de frivillige i genbrugsarbejdet, og det er første gang, man laver to regionale frem for én stor fælles.
Det er der flere fordele ved, mener resursechef Johnny Lindgreen, der deltager i begge samlinger - både i øst og i vest.
"Først og fremmest sparer mange den lange transporttid på tværs af landet. Det kan betyde meget for dem, der er oppe i årene."
"Og man må sige, at der er god tilslutning, når 220 ud af de omkring 350 frivillige i LUMI genbrug møder op," fastslår han.
Genbrugs-arbejdet fortsat en stor indtægtskilde for LM
"LUMI Genbrug indbragte sidste år, hvad der svarer til 48 procent af LM's samlede gaveindtægter, så det er fortsat en kæmpe indtægtskilde for os," siger resursechefen, der glæder sig over de mange trofaste frivillige i genbrugsarbejdet.
Han mener, det er vigtigt at fokusere på arbejdsglæde i LUMI Genbrug, hvor omsætningen stiger, men medarbejderantallet forbliver det samme.
"Vi skal passe på de medarbejdere, der er nu, og ikke slide dem ned, og så skal vi tale om, hvordan vi får givet glæden ved genbrugsarbejdet videre til næste generation."
---
LUMI Genbrug har otte butikker rundt i landet:
Agerskov, Kolding, Skjern og Videbæk i vest og København, Gilleleje, Hillerød og Nexø i øst.