Barnedåb i nyoprettet barabaig-kirke

Nyoprettet barabaig-kirke udenfor Iringa
Kirken var propfuld i anledning af barnedåben. Foto: Stine Roager

Syv kristne kvinder fra nomadestammen barabaig i det sydlige Tanzania havde besluttet sig for at danne en kirke. Få måneder senere stod en kirkebygning klar til gudstjeneste 

09/12/2020 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

I begyndelsen af november var missionærerne Stine og Rasmus Roager og deres børn inviteret til dåb af evangelisten Musa Kidabasodas yngste datter.

Hvad missionærfamilien ikke vidste var, at de skulle være med til gudstjeneste i en lille kirke, som en gruppe kristne barabaiger havde oprettet.

Det blev et stort vidnesbyrd for parret, der de sidste fire år har arbejdet med mission blandt nomader i Sydtanzania.

Bygget Guds rige ikke bare af mudder og mursten 

"Vi blev modtaget med åbne arme af den lille menighed, som havde forberedt først morgen-te og senere ris og kød til os," fortæller Stine Roager.

Evangelisten er sammen med Rasmus Roager en del af MUWA - kirkens evangelisationsarbejde blandt nomader - og han og folkene på hans boplads er alle fra barabaig-stammen.

Efter dåben af det lille barn, der blev opkaldt efter Stine, bragte den danske missionærfamilie en hilsen til menigheden og lærte dem missions-sangen 'Bygge Guds rige' på swahili.

"Det var stærkt at se, at denne lille menighed ikke bare havde bygget Guds rige af mudder og mursten, men også havde inviteret flere mennesker ind i kirken."

Den første menighed bestod af en lille flok kristne kvinder

MUWA's evangelisationsteam har i flere år arbejdet i området, og i september besluttede nogle få kvinder fra bopladsen sammen med evangelisten Musa at starte en kirke.

Oprindeligt bestod den lille menighed kun af syv kristne, som holdt deres gudstjenester under et træ, men efter kort tid fik de samlet ind til at bygge deres egen lille kirkebygning.

"Det var denne lille kirke, vi var til barnedåb i. Taget bestod af adskillige hullede presenninger, så det blev temmelig fugtigt inde i kirken, da det regnede sidst i gudstjenesten. Kirken var propfuld i dagens anledning, så nogle måtte sidde på gulvet," siger Stine Roager.

Kirkebyggeriet velsignet af donationer fra lokalsamfundet

Det er usædvanligt at opleve, at folk fra barabaig-stammen starter deres egen kirke, fortæller missionæren.

"Normalt er det ikke noget, de har hjerte for eller tager initiativ til, fordi de som folkeslag er meget sky og ofte holder sig tilbage fra kontakt med andre."

Hun fortæller, hvordan Gud har velsignet byggeriet af kirken og har fået folk til at arbejde sammen og hjælpe hinanden med donationer fra lokalsamfundet.

Den lokale præst havde spurgt en forretningsmand fra en nærliggende landsby, om han ville give to tagplader. Manden havde sagt nej. 

"Hjertet sank i brystet på præsten, indtil han hørte hele svaret: 'Jeg vil ikke kun give to - men fire tagplader'." 

---

> Læs mere om LM's arbejde blandt nomader.


Missionær-Stine bærer evangelistens lille Stine til dåben.

 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.