Der var fest, da Living Hope Center blev indviet

Mange mennesker til indvielsesfest
Omkring 400 var mødt op, da Living Hope Centeret inviterede til lovsang, prædiken og fællesspisning.

Folk kom fra nær og fjern og fyldte stedet til bristepunktet, da der blev inviteret til indvielsesfest i kirkens nye bygninger i beboelsesområdet Run Ta Ek i det nordlige Cambodja. 

07/08/2024 / Johannes Jensen

Den 10. juli var der indvielse af Living Hope Center i den nyudnævnte by Run Ta Ek.

Festlighederne skulle begynde kl. 18, men et massivt skybrud gjorde os noget bekymret for, om der ville komme nogen og fejre aftenen med os.

Vi havde inviteret forældrene til de tre daglige engelskhold, forældrene til børnene i den midlertidige pre-school, de 25 håndværkere som har arbejdet på centret og børnene fra en af vores børneklubber ude på landet, som evangelisten Yi og hans kone Saron kom kørende med på ladet af deres bil.

En aften med latter og mange smil

Kirkesalen blev helt proppet, og i alt kom der over 400 personer til indvielsen.

Folk ankommer til indvielsen

Den første time var der lovsang, bøn, prædiken og takketaler. Det var stærkt at mærke den missionerende del i denne afdeling. Faktisk blev folk bedt om at række hånden op, hvis de var kristne.

Så var tonen ligesom slået an!

Efter indvielsesceremonien var der fællesspisning for alle. Aftenen var præget af en utrolig god stemning, mange smil og latter blandt de mange fremmødte.

Alt i alt en aften, som vi ser tilbage på med enorm stor taknemmelighed og ydmyghed over, at den kunne blive til virkelighed. 

Fire dage efter indvielsen blev der taget imod omkring 130 børn til undervisning i engelsk. 

Indviet, men ikke helt færdigt

Første etape med centret er stort set overstået, men der mangler stadig lidt småjusteringer, og der går stadig fem håndværkere og finpudser de sidste detaljer. Men i løbet af de næste par uger skulle alt gerne være færdigt.

Etape 2 består i at bygge en fodboldbane i kunstgræs på 22 X 42 meter, samt en skolebygning med et klasseværelse og nogle rum til nogle få ansatte, men også til overnattende personer udefra.

Det er nemlig et stort ønske om at kunne lave camps i weekenden, for eksempel for de studerende på kollegiet, kirkes unge, de ældste børn fra børneklubberne med mere.

Stadig brug for forbøn

I processen med at nå til hvor vi er i dag, må vi blankt erkende, at det ikke havde været muligt uden hjælp fra vores samarbejdspartner Pastor Kong fra den nærliggende Church of Siem Reap.

Han har om nogen hjulpet mig, når jeg har ringet tidlig morgen eller sen aften, når noget var ved at brænde på. Og igennem hele forløbet har vi oplevet en enorm stor tryghed i forbønnens gave og magt. 

Der er stadig brug for forbøn for det fremtidige arbejde, for der er stadig kraftige åndsmagter, som ikke ønsker, at Guds ord må bryde frem i Run Ta Ek. 

Pastor Kong klipper snoren

Læs mere om Living Hope Centeret her.

 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.