Hele LM's højskole engageret i stort online event

Skolens kor på LMH, foråret 2021
Musiklærer Christian Sorth Mogensen underviser koreleverne i skolens foredragssal forud for aftenens store event. Foto: LMH.

Korturen rundt i landet med eleverne fra Luthersk Missions Højskole erstattes af to aftener, som blev transmitteret i går og igen i dag, fredag den 28. maj, fra skolens mødesal i Hillerød.

28/05/2021 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Det blev ikke til noget med den traditionsrige turné, som elevkoret på Luthersk Missions Højskole plejer at være på i denne tid til forsamlinger rundt i landet.

Ligesom på efterårsholdet blev korturen aflyst, men erstattes i stedet af et stort lovsangsevent, som blev sendt i går aftes og igen i aften via Facebook fra skolens mødesal.

Og selv om skolens kor ikke kommer ud og møder folk ved de koncerter, som en kortur normalt byder på, er denne alternative online-event en lærerig begivenhed, som involverer alle skolens elever, siger musiklærer Christian Sorth Mogensen.

"Det er hele skolen, der er i gang i disse dage, med at lave lys, lyd, livestream, andagt, kreativt indslag og meget mere. Det er rigtig spændende."

Godt for eleverne med et produkt at arbejde frem imod

"Normalt når vi er af sted sammen på kortur, sker der en masse gode ting med eleverne. Det er noget af det, vi forsøger at genskabe."

Derfor har det også været vigtigt, fortæller højskolelæreren, at der har været et produkt - i dette tilfælde et online-event - for skolens elever at arbejde frem imod. 

"Det giver et godt indblik i, hvad eleverne på dette hold har lavet - både fra koret, lovsangsbandet og i forhold til andagter, det kreative og meget mere."

PR og plancher med reklame for online-eventet 

En af de elever, der har været i gang op til eventet, er 22-årige Simon Buus fra skolens PR-hold.

Han har været med til at lave facebookopslag om arrangementet og lave en reklameplanche, som er sendt ud til eleverne på alle LM's efterskoler rundt i landet. 

"Vi hjælper alle sammen til. Dem, der ikke synger i koret eller spiller i band, er med til at holde andagt, lave PR eller andet praktisk som for eksempel at lave mad."

Vil gerne have mest muligt ud af sit højskoleophold

For ham - som for skolens øvrige elever - har det været et meget anderledes og afkortet ophold, da skolen på grund af corona først kunne tilbyde fysisk undervisning fra midt i marts.

"Det har gjort det hele mere intenst, end man lige regnede med fra starten. Vi har nok været mere sociale end mange andre hold. Der har hele tiden været gang i noget, fordi vi bare skulle have mest muligt ud af det," fortæller han. 

"Bibelundervisningen, som jeg primært er kommet her for, har været super god og koncentreret. Så jeg synes virkelig, jeg har fået noget med mig," siger Simon Buus, der dog har valgt at tage endnu et halvt år til efteråret for at få mere ud af sit højskoleophold.

---

> Lovsangs-eventet fortsætter i aften, fredag den 28. maj kl. 19.30, og sendes live via højskolens facebookside

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.