Julias besøg i Cambodja gav smag på volontørlivet
En af LM's nye volontører var i 2019 i Cambodja med efterskolen, hvor de besøgte LM's volontører. Nu skal hun tilbage til landet for selv at være volontør.
13. august rejser fire nye volontører afsted til LM’s arbejde i Cambodja.
For de fleste af dem bliver det deres første møde med det land, hvor de skal tilbringe de næste ti måneder.
Men ikke for Julia Staugård Jørgensen fra Aabenraa.
I 2019 var hun nemlig med Fokuskristendom-linjen på besøg i Cambodja, da hun var elev på Løgumkloster efterskole.
Fik førstehåndsindtryk af både arbejdet og volontørlivet
”Jeg fik set, hvordan det var at være volontør dernede, og jeg mødte mennesker og oplevede, hvor åbne de var,” forklarer hun om turen, hvor eleverne besøgte LM’s daværende volontører.
Nu glæder hun sig til at møde arbejdet og cambodjanerne igen, komme væk fra bøgerne på gymnasiet, som hun netop har færdiggjort, og stå på egne ben i et fremmed land.
”Det var en drøm at være dernede med efterskolen, men det bliver også megahårdt at være væk fra familie og venner i ti måneder.”
Hjælper missionærer og er direkte engageret i LM's arbejde
Volontørerne udsendes af LM til at hjælpe LM’s missionærfamilier med nogle konkrete behov.
Det kan eksempelvis være undervisning af missionærbørn eller at hjælpe missionærbørn godt i gang i en international skole.
Men volontørerne er også selv direkte engageret i arbejde med fællesskab med lokale unge, undervisning og mere praktiske opgaver.
Vil vise nye kristne, at de er blevet en del af en åndelig familie
Det gælder også Julia Staugård Jørgensen.
Hun skal undervise missionærbørn, undervise lokale i engelsk og passe børn af tidligere prostituerede i organisationen Daughters of Cambodia, der hjælper mennesker ud af prostitution.
Desuden skal hun være en del af miljøet på kollegiet i Phnom Penh, hvor en række studerende bor, mens de studerer.
”Da jeg var der med efterskolen, fortalte de historier om folk, der var blevet smidt ud og afvist af deres familie, fordi de var blevet kristne. Derfor vil jeg gerne vise dem, at vi er en stor familie i kirken.”
Man kan følge volontørerne i Cambodja på Facebook eller Instagram
Man kan finde oversigten over alle LM’s volontører og missionærer her.