Lokale overtager læreruddannelse i Cambodja

De tre undervisere på besøg i skolen i Run Ta Ek maj 2024
Afslutningen af det fjerde hold lærerstuderende er det sidste hold for Jesper Hansen (t.h.), der rejser hjem til sommer. Her fra undervisningen i den midlertidige skole i Run Ta Ek. Foto: Johannes Jensen.

Tre undervisere fra Flame i Phnom Penh er nu klar til at afløse missionær Jesper Hansen i videreuddannelsen af lærere. For en uge siden rejste de til Run Ta Ek for at undervise lærerne dér.

21/05/2024 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Fredag den 10. maj afsluttede det fjerde hold af lærere fra hjælpeorganisationen Flame i Cambodja deres videreuddannelse.

Det er dermed også det sidste hold for missionær Jesper Hansen, der har stået for uddannelsen, og som rejser hjem til Danmark til sommer.

”Da jeg kom til Cambodia i 2021, havde jeg aldrig troet, at jeg ville have været med til at uddanne 26 lærere til at kunne undervise på omtrent samme niveau som nyuddannede danske lærere. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse," siger han og udtrykker stor stolthed over de studerende, som har gennemført læreruddannelsen.

"Jeg håber meget, at den øgede viden om pædagogik, didaktik og psykologi kan være med til at give bedre undervisning til Phnom Penhs fattigste børn og på denne måde give dem muligheder for en bedre fremtid”.

Rejste til Run Ta Ek for at undervise lærerkolleger

Samtidig fik de tre lærere, som de seneste to år er blevet trænet af Jesper Hansen, bevis på, at de nu er kvalificeret til at overtage undervisningen af de andre lærere.

Allerede tre dage efter afslutningen tog de sammen med Jesper Hansen den seks timer lange tur til LM's nyeste indsatsområde i Run Ta Ek for at undervise lærere og lokale ansatte.

Undervisningen foregik i den midlertidige skole, der er oprettet i skolelederens hus, indtil byggeriet af skolebygningen på stedet er færdig.

Undervisningen var en kickstarter og øjenåbner for mange

”Det var en virkelig god oplevelse at komme hertil og give noget af den viden, vi har om undervisning, til andre. Jeg håber, at vi får muligheden for at komme igen,” siger den ene af underviserne fra Flame, Pitou Vong.

Og det var helt tydeligt, at de ti deltagere var optaget af den undervisning, de modtog, fortæller missionær Johannes Jensen fra Siem Reap, der var med på kurset.

"Spørgelysten var så stor, at programmet begge dage gik over tid. Der er meget langt imellem, at jeg har set cambodjanere være så begejstrede, engagerede og opløftede. En af deltagerne fortalte mig, at det havde kickstartet det at være lærer, og havde været en øjenåbner på så mange forskellige niveauer."

"Vi sluttede kurset af med at køre til det kommende Living Hope Center, som LM er ved at opføre, og bede sammen for arbejdet. Det var en rigtig stærk og god oplevelse."

---

Ud over videreuddannelsen af lærere har Jesper Hansen skrevet to undervisningsbøger, beregnet til at uddanne lærere i Cambodja.
Bøgerne er financieret af udviklingsmidler fra Danmark og indeholder de vigtigste viden indenfor undervisning og pædagogik.

> Læs mere om læreruddannelsen på Flame her.

 

Run Ta Ek

> Læs mere om arbejdet med Living Hope Center i Run Ta Ek.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.