Ny frimenighed er dannet i Kolding
Med Kolding Bykirke som det seneste skud på stammen er der nu 25 LM-frimenigheder. Den blev stiftet den 30. januar, og ønsket er et fællesskab, hvor der er plads til hele familien
Kolding LM har fået et ekstra ben, nemlig et gudstjenestefællesskab.
Det skete i søndags, den 30. januar, da frimenigheden Kolding Bykirke holdt sin stiftende generalforsamling.
Det fortæller Michael Agerbo Mørch, der er en af de 50, der har været med i opstarten af den nye frimenighed.
De har valgt navnet ”Kolding Bykirke”, fordi de synes, det signalerer, at det er en åben og moderne kirke midt i Kolding.
Kolding Bykirke er et supplement til Kolding LM, der fortsat mødes torsdag aften. Over halvdelen i frimenigheden ønsker at komme begge steder.
Børnekirke-arbejdet skal være i centrum
Flertallet bag Kolding Bykirke er børnefamilier.
”En af hovedbegrundelserne for at danne søndagsfællesskabet er, at man gerne vil have en menighed, hvor børnekirke-arbejdet kan være i centrum,” fortæller Michael Agerbo Mørch, der selv har tre mindre børn.
”Vi ønsker, at vores børn kan få hinanden som venner, og at de venskaber kan blive så stærke, at de kan følge hinanden gennem livet.”
Han tilføjer, at de alle har ambitioner om, at deres børn skal med til møde om torsdagen, men at det kan være svært, når mødet først slutter kl. 21.30.
Åbningsgudstjeneste den 13. februar
Et visionsmøde for et halvt års tid siden var opstarten på den nye frimenighed.
Siden da har en arbejdsgruppe formuleret rammer og vedtægter, og det hele kulminerede på den stiftende generalforsamling i søndags.
Her blev den åndelige ledelse for Kolding Bykirke også valgt, hvoraf de to har erfaringer med fra ledelsen i frimenigheder andre steder i landet, fortæller Michael Agerbo Mørch.
Åbningsgudstjenesten for Kolding Bykirke en planlagt til den 13. februar, og derefter har de planlagt gudstjeneste hver 14. dag indtil sommerferien.
”Drømmen er, at vi kan mødes til gudstjenesten hver søndag derefter, men vi må vurdere, om vi har resurser til det,” siger Michael Agerbo Mørch.