Udenlandske ledere gæster LM's landsmøde

Biskop Blaston Gaville, Iringa, biskop Frederick Shoo, Moshi, ledende biskop i ELCT, Søren Skovgaard Sørensen
Det er prominente gæster, der besøger landsmødet. En af dem er Iringas biskop Blaston Gaville (t.v.), som her ses sammen den ledende biskop og LM's generalsekretær ved indvielsen af Retræte- og Missionscenteret i Iringa i 2021. Arkivfoto.

Flere af LM's samarbejdspartnere fra missionslandene er med, når der i weekenden 26.-28. april bliver holdt landsmøde for deltagere fra hele landet i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter

19/03/2024 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Der er mulighed for at få LM's missionsarbejde helt tæt på, når LM'erne i slutningen af april samles til landsmøde i Skjern.

Blandt deltagerne er nemlig tre af LM's nære samarbejdspartnere i udlandet, som er med under hele landsmødet, og de vil hver især fortælle lidt om missionsarbejdet derude.

Det drejer sig om biskop Blastone Gavile fra Iringa i Tanzania, Dr. David Ngassapa, der også er tanzanier og medlem af Soma Biblias bestyrelse, og Theara Sim, der er leder af LM's kollegie i Siem Reap i Cambodja.

Højt respekteret samarbejdspartner gennem mange år

Den tanzaniske biskop har i mange år været tæt på LM's arbejde, også da han som vicebiskop var formand for bestyrelsen for den lutherske kirkes arbejde blandt masaier.

Desuden har han spillet en stor rolle i opstarten af det lutherske Retræte- og Missionscenter på grunden i Iringa, hvor den danske skole tidligere lå.

"Han har været en nær og højt respekteret samarbejdspartner for LM i mange år - ikke mindst i disse år med samarbejdet omkring centeret i Iringa," fortæller missionskonsulent Ole Malmgaard.

Fra det kommunistiske Rumænien til bibelspreder i Tanzania

Desuden kommer David Ngassapa, der er lægeprofessor og medlem af bestyrelsen for Soma Biblia - LM's litteraturmission i Tanzania.

Han har tidligere til Tro&Mission fortalt sin historie om, hvordan han blev personligt kristen under lægestudier i det kommunistiske Rumænien i 1970’erne og derigennem kom i kontakt med KFS-arbejdet i Rumænien og Danmark.

På et seminar på landsmødet vil han fortælle om de bøger, han har skrevet, og om sin brand for, at helt almindelige mennesker i Tanzania må kunne læse og forstå Bibelen.

Glæder sig til at møde de danske kristne på landsmødet

Den sidste af de tre udenlandske gæster, Theara Sim, er en af LM's tætte samarbejdspartnere i Cambodja.

Hun er kollegieleder i Siem Reap og vil fortælle om de studerendes liv i Cambodja, hvordan de møder Jesus, og hvordan det forandrer deres liv.

Det er første gang, Theara kommer til Danmark, og hun glæder sig rigtig meget til at møde de danske kristne, som støtter så meget op om missionsarbejdet.

> Du kan se en kort videohilsen fra hende her:

LM Landsmøde 2024

> Læs mere om LM's Landsmøde her.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.