Blev missionær i stedet for min mormor

Jeg har altid vidst, at jeg skulle være ydremissionær, selvom jeg ofte var utilfreds med Gud i min barndom på grund af hans beslutning. 

Min mormor ville gerne være missionær, men det ”forhindrede” hendes giftermål, da morfar ikke havde det kald. Mit barndomshjem var præget af stor interesse for ydre mission, selvom jeg aldrig husker, at mine forældre har talt personligt om det. 

I 1978 fik jeg foræret en tur af dem til DMS’ felter i Indien for at rejse ud og se det, min bedstemor aldrig kom ud til. Turen blev imidlertid aflyst, og i stedet fik jeg lov at bruge pengene på en tur til Tanzania senere på året, hvor jeg besøgte LM’s missionærer.

Den tur var kun med til at styrke kaldet.

Selvom kaldet fra Gud ”føltes” forskelligt hen over studieårene, endte det alligevel med en ansøgning fra min kone, Ritha, og jeg. Hun har aldrig oplevet et personligt kald, men gik på mit. Da vi fortalte hendes mor det, var hendes replik dog: ”Jeg har da i mange år regnet med, at du skulle være missionær, Ritha!”

Kaldet for mig/os er derfor en overbevisning fra Gud kombineret med min svigermors udsagn og Landsstyrelsens menneskelige kald. Men det har været der lige så længe, jeg kan huske …

Gud giver lyst og kræfter

Undervejs i de 12 år i Tanzania måtte kaldet fra Gud også bære os. På det menneskelige plan var der i flere omgange meget store udfordringer, og vi har flere gange, når vi gik i seng, bestemt, at i morgen pakker vi kufferterne og rejser hjem. Var vi bare rejst ud på vore egne ideer, var vi sandsynligvis rejst meget hurtigt hjem, men Guds kald har vejet tungere end vores til tider barske besværligheder

Det med pendlermissionær ligger vel bare i forlængelse af ovenstående. 10-12 års Tanzania-erfaring sammen med en ph.d om arbejdet som formidler/underviser i en tanzanisk kontekst må vel føre til et fornyet engagement, når Gud giver kald, lyst, muligheder, familie og kræfter til det?