Det er en proces at blive gammel
På grund af sin alder må Anne Agerbo erkende, at tingene nu går langsommere, end hun bryder sig om. Men hendes lyst til at lære nyt og være sammen med unge er intakt
I et hyggeligt parcelhus midt i den sønderjyske by Toftlund mødes nyt og gammelt. Husets ydre viser, at dets ejer, 83-årige Anne Agerbo, fik det bygget for cirka ti år siden, men indretning og møbler afslører, at det er et ældre menneske, der bor der.
Anne passer selv hus og have. Alderen gør, at hun må acceptere, at det går lidt langsommere, end hun bryder sig om. Men hun er taknemmelig for stort set at kunne klare sig selv. Den eneste fuldtidshjælper er en robotplæneklipper, der tøffer rundt i den velplejede have.
Computer og mobiltelefon ligger fremme, så hun kan holde forbindelsen til børn og børnebørn på sms eller via Facebook og Snapchat. Computeren bliver også brugt flittigt til at google og streame møder og prædikener fra hjemmesiden lysetoglivet.dk. Men hun har også stadig brug for afspilleren til kassettebånd, der står på køkkenbordet sammen med en stak kassettebånd med prædikener, der ikke er digitaliseret endnu.
Væggene i køkken-alrummet er nærmest tapetseret med fotos af familien. Både ældre gulnede billeder, hvor farverne har ændret sig, til nye billeder af de yngste oldebørn.
Øver sig i at være tålmodig
Hvor nødig hun end vil, må Anne erkende, at hun snart har levet sit liv.
”Det er en proces at blive gammel, og jeg vil ofte mere, end jeg kan. Men jeg øver mig i at være tålmodig og tage det lidt mere langsomt,” siger hun.
”Det kan godt være lidt tungt og deprimerende, når ens venner og jævnaldrende forsvinder, men vi må jo indstille os på, at det måske snart er slut. Vi ved jo, at den dag kommer.”
Til forskel fra da hun var ung, mærker Anne, at bekymringerne fylder mere nu. Hun tror, det skyldes, at hun har mere tid til at tænke. Men hun har også mere tid til at bede, og hun beder om, at bekymringer og utilfredshed aldrig må komme til at fylde mere end taknemmeligheden. Selv om det kan være svært.
”Man kommer nemlig ikke langt med brok,” slår hun fast.
”Jeg har haft et godt liv, og jeg mødte først den helt store sorg, da jeg mistede min mand for 14 år siden. Det var et voldsomt slag, men livet havde ikke været hårdt ved mig før,” understreger Anne.
Når hun står på kirkegården i Bevtoft, hvor både han og hendes forældre ligger, får hun lyst til at synge. Ikke en hvilken som helt sang, men verset, der er skrevet over et vers fra Hebræerbrevet: "På grund af Jesu blod har vi nu frimodighed”.
”Det vers står på Egons gravsten, for det er kun det, der gælder, for at vi kan komme til himlen,” begrunder Anne.
”Det er sådan et løfterigt vers, som vi også sang i kirken til Egons begravelse."
Dette er et uddrag af en artikel i Tro & Mission 11/2023, som kan læses her.