103 år med Brødrekirken

Når Anne-Lene og Peter Olofsson i løbet af få dage forlader Sumbawanga i det sydvestlige Tanzania, markerer det afslutningen på 103 års uafbrudt samarbejde mellem Luthersk Mission og Brødrekirken i Tanzania.Så det er en af de helt store milepæle, der hermed sættes i LM’s historie med international mission.

En afgørende beslutning

Der skulle gå 43 år efter LM’s stiftelse i 1868, før international mission – eller hedningemission, som det hed dengang – blev genstand for en fælles indsats i foreningen. Men i 1911 traf delegeretmødet beslutning om ”at optage arbejdet for hedningernes frelse i forbindelse med Brødremenigheden, således at en af deres allerede udsendte arbejdere bliver at betragte som Luthersk Missionsforenings arbejder.”

Således fik LM gennem Brødremenigheden i Danmark (BDM) sine første missionærer i Unyamwezi i Vesttanzania: Kjerstine og Peder Terp.

”Det var en stor og afgørende beslutning, hvis betydning næppe kan overvurderes. Det var en rigtig beslutning, fordi Gud ville det, og fordi der hele tiden var mennesker, der var lydige mod kaldet til at ofre og til at gå ud,” vurderer Svend Bernhard.

Han var sammen med sin hustru, Ingeborg, missionær i Unyamwesi i Vesttanzania i årene 1969-79, hvorefter han var missionssekretær i LM indtil 2003.

Siden da har ægteparret gentagne gange været udsendt til Tanzania i kortere perioder, og få dage efter at dette nummer af Tro & Mission er på gaden, rejser Svend Bernhard til Sumbawanga for at repræsentere LM ved en afskedsfest med Brødrekirken i Rukwa.

Gudgiven kærlighed

”Drivkraften i missionsarbejdet har været mennesker, der selv ved evangeliet var kommet til tro på Jesus og derfor blev bevidste om, at det samme evangelium måtte ud til folkeslagene. Der var en stor interesse for mission, som blev båret af en gudgiven kærlighed og en åbenhed for kaldet til tjeneste,” fortæller han.

Et tilbageblik på familien Bernhards egen missionærtid efterlader mange billeder på erindringens nethinde, og de kredser især om de mennesker, de mødte.

”I den tjeneste, vi rejste ud til, stod vi på skuldrene af dem, der gik forud for os, og jeg anser det for en af Guds gode gaver til os, at vi lærte nogle af pionererne at kende, både missionærer og tanzaniske ledere og medarbejdere.”

Svend Bernhard nævner LM-missionærerne Johanne og biskop Søren Ibsen med 40 års erfaring (1922-62).

Familien Bernhard kom til at bo i det hus i Tabora, som familien Ibsen havde boet i gennem mange år, og kunne derfor byde Søren Ibsen velkommen i ”hans” hjem, da han besøgte dem som pensionist.

Tillid til Guds omsorg

”Det var specielt at opleve ham i den kirke, han havde tjent de mange år, og være vidne til den respekt og tillid, de kristne mødte ham med,” fortæller Svend Bernhard.

Familien Ibsen er klar til at tage på køretur i 1922.

Stærkest indtryk gjorde det en dag, hvor han beredvilligt svarede på alle spørgsmål og fortalte mangt og meget fra sine egne oplevelser i tjenesten. Så sad han lidt i stilhed med et eftertænksomt udtryk og sagde så: ”Ja, her i denne stue sad mor og jeg, da vores datter Elisabeth blev begravet i Danmark, det var i 1936.”

”Der var ingen bebrejdelser hverken mod Gud eller mennesker, men en stærk tillid til, at de også i den situation havde været omsluttet af Guds omsorg,” fortæller Svend Bernhard.

”Fælles for dem og flere andre pionermissionærer var deres kærlighed til folket og til den tjeneste, de havde viet deres liv til, ofte med store afsavn og personlige ofre. Deres ydmyghed var et kendetegn, og de fremhævede aldrig egne bedrifter eller resultater. De vidste, at alt afhænger af Guds velsignelse. Det var lærerigt at møde for den nye generation af missionærer.”

Trofaste tjenere

Missionærrollen har ændret  sig markant gennem de mere end 100 år, LM har samarbejdet med Brødrekirken i Tanzania. I de første år var missionærerne afgørende for udbredelsen af evangeliet og for etablering af et stort arbejde med menigheder, folkeskoler og anden basal undervisning, hospitaler og klinikker, bibelskole, og en administrativ enhed.

Ved dannelse af en national kirke blev missionærerne i højere grad rådgivere og undervisere, medens ledelsen overgik til afrikanske kristne, hvoraf mange var lærere i gode stillinger. 

”De gav afkald på en tryg tilværelse og søgte ind på præste- eller evangelistuddannelse med tanke på en opgave i kirken. Dermed havde de ikke længere det samme økonomiske sikkerhedsnet, som tidligere, men de fulgte kaldet fra deres herre og mester,” siger Svend Bernhard.

Præster, evangelister og kirkeældste var grundstammen i et stort menighedsbyggende arbejde, ofte i afsides liggende byer og landsbyer med få økonomiske midler.

Ikke mindst evangelisterne var henvist til at klare sig selv økonomisk ved at dyrke jorden, fordi menigheden ikke kunne betale dem. I hjemmene var der ofte store børneflokke med behov for skoleuniformer og lignende.

”Disse medarbejderes indsats blev sjældent nævnt, men ved deres trofaste tjeneste under vanskelige kår, blev mange sjæle vundet for Guds rige.”

I et over 100 års forløb har der været mange vanskelige situationer at komme igennem. Man skulle for eksempel forholde sig til mange samarbejdspartnere. Ud over BDM kan nævnes Brødrekirken i England og Tyskland og senere også i Holland.

Både sejre og nederlag

I missionærgruppen kunne man finde folk fra Danmark, England, Schweiz, Sverige, Holland og USA.

”Det var et spændende internationalt  fællesskab med en del variation i teologiske spørgsmål og i synet på målsætninger og metoder,” forklarer Svend Bernhard.

Den allervigtigste partner var kirken og dens ledelse og medarbejdere, hvor kulturforskelle kunne være grobund for uenighed og splittelse.

”Som missionær var det vigtigt at have tålmodighed, at være mere lyttende end talende og søge at forstå baggrunden for holdninger og beslutninger. Der var mange faldgruber og megen menneskelig svaghed, som kunne være ødelæggende for kirkens troværdighed og evangeliets videre udbredelse. Ikke alt lykkedes lige godt, men Gud er langmodig og nådig mod dem, der hører ham til.”

Svend Bernhard husker blandt andet, hvordan en af kirkens ledere i en konfliktsituation sagde sådan:

”Som kristne har vi altid et sted at mødes, når meninger brydes, nemlig hos Jesus Kristus, hvor vi i fællesskab kan bede om tilgivelse og vejledning.”

Tak og bed

LM forlader nu arbejdet i Brødrekirken i Tanzania, men Svend Bernhard understreger, at LM’s venner dermed ikke er færdige med kaldet fra denne kirke.

”Opgaven er nu at takke og bede for dem med ord lånt af Paulus: ’Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger