Da floden tog missionsstationen

Den 7. juli 1957 nåede den da 21-årige Svend Bentsen frem til missionsstationen Kipingo i Ulanga, Tansania. Og han var ikke kommet for spilde tiden. Allerede dagen efter tog missionsstationens leder, missionær Niels Thygesen, ham med til det nærliggende Lugala Hospital.

Her var Svend Bentsens første opgave at bygge en lægebolig og to sygeplejerskeboliger. De brændte mursten var klar, og der var også medhjælpere til disposition. Arbejdet gik i gang med det samme.

Svend Bentsen var uddannet tømrer, og han var sendt ud for at bygge. Det skulle imidlertid snart vise sig, at han kom til at stå over for problemer, han ikke havde forestillet sig.

Svend Bentsen ved arbejdstegningerne.

Dæmning brød sammen

Der havde i løbet af sidste regntid været problemer med oversvømmelser af Furua-floden, der løb tæt forbi missionsstationen. Men situationen var tilsyneladende under kontrol, fordi Thygesen havde fået bygget en dæmning, der stoppede vandet.

Det skulle dog vise sig at være en stakket frist. I løbet af efteråret 1957 skiftede floden leje permanent og oversvømmede missionsstationen i Kipingo. Det var en katastrofe.

Som at bo på en ø

Svend Bentsen blev øjenvidne til, at floden løb mellem bygningerne på missionsstationen og hvirvlede træstammer rundt som tændstikker.

Missionærernes boliger blev isoleret fra hinanden, og strømmen var så kraftig, at han ved en lejlighed nær var druknet, da han ville svømme over til kollegerne. Han blev suget ned i en strømhvirvel, men overlevede, fordi han i stedet for at give sig til at kæmpe mod strømmen, slappede helt af og lod sig føre af strømmen. På den måde kom han ud af hvirvlen og endte inde ved bredden.

"Det var som at bo på en ø", husker han.

Slidsomt og ensomt

Situationen skabte også problemer for byggeprojektet i Lugala, som dog lå tørt. Men for at komme til Lugala, måtte Svend Bentsen skiftevis vade gennem vand og cykle.

På byggepladsen havde han ansvaret for alt, så den unge tømrer måtte også tage sig af murerarbejde, el og sanitet. Men arbejdet fortsatte på trods af den alvorlige situation i Kipingo.

"Det var slidsomt og ensomt," husker Svend Bentsen.

Kirkens tårn faldt

Husene i Kipingo stod på solide fundamenter, men i længden kunne de ikke holde til vandmasserne, som underminerede dem, og den 1. maj 1958 faldt kirkens tårn sammen.

"Det var et chok for LM, at vi måtte forlade den missionsstation, som Niels Thygesen havde brugt flere år på at bygge op," fortæller Svend Bentsen.

Det gik især hårdt ud over Else og Niels Thygesen. Det var på en måde deres livsværk, der lå i ruiner. Da de i 1959 tog på orlov til Danmark, vendte de aldrig tilbage.

Ny samling i baglandet

Katastrofen førte dog noget godt med sig hjemme i Danmark.

"Jeg tror, det var med til at samle baglandet om missionsarbejdet. Det fik os til at satse kraftigere på udbygningen af Lugala Hospital," vurderer Svend Bentsen i dag.

Allerede i november 1957 var lægefamilien Karen og Villy Vestergaard Olsen kommet til Lugala, og flere sygeplejersker fulgte efter. Heriblandt Stinne, der senere blev Svend Bentsens hustru.

LM deltog i renoveringen af Lugala Hospital i slutningen af 1990'erne og havde frem til da flere missionærer på Lugala Hospital. Sygeplejerske Ellen Jensen var den sidste dansker, der var tilknyttet Lugala, og hun rejste hjem i 2002. Hospitalet er stadig i drift.

Læs mere

Vil du læse mere om Kipingo, Lugala og Ulanga i 1960'erne, findes der to bøger om perioden. Villy Vestergaard Olsen, som var lægemissionær, har skrevet bogen Efter ordre.

Anders C. Sørensen, som var missionær samme sted i perioden 1958-1969, har skrevet bogen Med Gud i Afrika.