Den 9. LUMI-genbrugsbutik er i gang

Foto: Åbningsdag
Der var festlig stemning og mange kunder, da den 9. LUMI-genbrugsbutik slog dørene op i Odense den 1. maj (Foto Bjarne Ellegaard)

Kunderne stod i kø i går, da den nye LM-genbrugsbutik i Odense åbnede. En bred medarbejderskare var også utålmodige efter at komme i gang. Begge dele var med til at give en festlig og fin dag, fortæller butiksleder Bjarne Ellegaard

02/05/2025 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

I går, torsdag den 1. maj, var en forrygende dag for LUMI-genbrugskæden.

Den 9. butik slog dørene op i Odense kl. 13, og allerede en halv time før planlagt åbning begyndte kunderne at stille sig i kø.

”Salget rundede 15.000 kroner, og vi havde mange gode snakke med folk fra lokalområdet,” fortæller butiksleder Bjarne Ellegaard.

Den nye butik er en pop up-butik, som har et ret råt præg med betongulv og industrihylder. Det skyldes, at en stor del af butikken er lejet ud en måned endnu, og man derfor ikke kan indrette sig færdigt før hen over sommeren.

”Men nu havde vi samlet masser af varer sammen og ville gerne i gang med at sælge noget,” siger Bjarne Ellegaard.

Kø
Kunderne stod i kø op til en halv time før åbningen af genbrugsbutikken.

Meget bred medarbejderskare

Der står en meget bred medarbejdergruppe bag den nye genbrugsbutik, fortæller Bjarne Ellegaard

”Vi er 40-50 mennesker på listen og forventer, der kommer flere, når man nu ser, at butikken er i gang,” siger han.

Der er folk i alle aldre i medarbejdergruppen og mennesker, der kommer både fra LM og fra Kristent Fællesskab. Der er også flere fra LMU med og enkelte, der kun har sporadisk tilknytning til LUMI via en bibelkreds eller venskab med en anden medarbejder.

Bjarne Ellegaard vurderer, at den brede medarbejderskare skyldes, at de bad alle arbejdsgrene i baglandet finde en repræsentant, da de nedsatte en arbejdsgruppe for et halvt år siden.

Sammenhæng mellem missionshus og genbrugsbutik

Pop up-genbrugsbutikken ligger i en tidligere VVS-forretning lige ved et stort indkøbscenter i den sydøstlige del af Odense. 

LM købte huset i sommeren 2024 sammen med Kristent Fællesskab, og de 800 m2 skal give plads til både menighedslokaler og en genbrugsbutik.

Når lejerne er flyttet endeligt ud, venter der et stort renoveringsarbejde, og folkene i Odense tænker sammenhæng mellem missionshus og genbrugsbutik ind i indretningen.

For eksempel er der et lokale imellem butikken og den store sal, der skal have foldevægge til begge sider, så det kan bruges til café i LUMI i hverdagene og til børnekirke om søndagen.

”På den måde kan genbrugsbutikken forhåbentlig være med til, at lokalerne allerede er kendte, hvis vi inviterer kunderne med til gudstjeneste,” siger Bjarne Ellegaard.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.