Et landsmøde i fællesskabets og frihedens tegn

Landsmøde 2016 i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter
Der er lagt op til en intens weekend i Skjern med masser af besøgende fra hele landet, her fra det seneste Landsmøde i 2016. Arkivfoto.

Op mod 1.000 børn, unge og voksne fra hele landet forventes at deltage i Luthersk Missions Landsmøde, som er planlagt til weekenden 26. - 28. april i Skjern

05/04/2024 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Der er lagt op til masser af forkyndelse, fællesskab og fritidsaktiviteter for alle aldre, når Luthersk Mission slår dørene op til sit store landsdækkende arrangement Landsmøde 2024. Det sker i weekenden 26.-28. april i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.

Her samles godt 1.000 børn, unge og voksne fra hele landet – nogle for første gang, andre fordi deres familie gennem generationer har deltaget i Luthersk Missions Landsmøde.

Sidste gang, Luthersk Mission holdt landsmøde i Skjern var i 2016, så efter en pause på seks år er der lagt op til det helt store fællesskab på tværs af landsdelene.

En hel weekend med fokus på friheden i Gud

Et tætpakket program med en bred vifte af tilbud møder de mange deltagere, når de ankommer til kulturcenteret i Skjern. Ud over møderne for de voksne er der program for både børn, juniorer og unge.

De to frimenighedspræster Andreas Kammersgaard Ipsen og Kasper Beck Drejer taler begge over landsmødetemaet: "Fri". Desuden medvirker DBI-studerende Louise Høgild Pedersen. Forstander på Sædding Efterskole Mads Kofoed-Hessellund prædiker ved afslutningsgudstjenesten søndag.

Tidligere missionær og sognepræst Frederik Berggren Smidt har skrevet sangen “Kom og syng, du er fri”, som også vil blive sunget på Landsmødet.

Flere af Luthersk Missions samarbejdspartnere fra udlandet deltager også i landsmødet - deriblandt biskop Blastone Gavile fra Iringa i Tanzania og Theara Sim, der er leder af et kristent kollegie i Siem Reap i Cambodja.

Landsmøde 2024 er også børnenes og de unges landsmøde

For børn og juniorer er der forkyndelse og sjove aktiviteter - for de mindste er der børnedyrskue med præmier til de mange flotte kæledyr, mens juniorerne får lov til at boltre sig i Kulturcenterets mange aktiviteter som bowling, golfsimulator med mere.

De mange deltagere får også tid til at holde pauser under landsmødet, nyde det gode vejr og komme ud at se lidt af lokalområdet. Blandt andet er der langt op til en vandretur i Vandhaverne og Den Grønne Korridor, som ender i Skjern Å-dalen.

Derudover er der planlagt en række forskellige eftermiddagsaktiviteter for hele familien på Kulturcenteret, så der er nok at tage sig til mellem møderne.

De tilmeldte har store forventninger til landsmødet

"Vi ser frem til at være med i det store LM-fællesskab med masser af god forkyndelse og lovsang," siger nogle af dem, der har tilmeldt sig Landsmøde 2024.

"Min mand og jeg har været med på samtlige landsmøder – med undtagelse af et enkelt - siden 1988. Det har været en naturlig del af hele vores voksenliv, så jeg er tilmeldt Landsmødet, fordi jeg slet ikke kan forestille mig et landsmøde, hvor jeg ikke skal være med," siger Hanne Munk fra Rønne.

Og Annika Gerczymisch Sulkjær fra Aarhus supplerer:

"Jeg har tilmeldt mig Landsmøde 2024, fordi det er en glimrende mulighed for at få noget god og oplærende forkyndelse og et indblik i LM’s arbejde. Med to små børn under armen forventer jeg ikke at få det helt store udbytte af forkyndelsen - men jeg håber bare, at det bliver rigtig godt for både børn og voksne."

---

Har du tilmeldt dig LM's Landsmøde 2024?

Ellers kan du nå det endnu - enten du deltager hele weekenden eller kun nogle få timer.
Tilmelding skal ske inden 14 april lm-landsmøde.dk.

På landsmøde-hjemmesiden kan du også finde information om priser, program og alt det praktiske.

Har man ikke mulighed for at tilmelde sig på forhånd, kan man betale stævneafgift på selve Landsmødet i forbindelse med kaffepauserne eller i informationen.

Landsmode logo

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.