Fejring af 75 år med LM i Ulanga

Jubilæumsgudstjeneste i Ulanga
Efterhånden blev kirkesalen fyldt helt op, da jubilæet blev markeret med en seks timer lang festgudstjeneste (Foto: Karin Borup Ravnborg)

Lokale og tilrejsende fejrede jubilæet for LM’s arbejde i Ulanga i Tanzania. Flere end 15 danskere - både tilrejsende og missionærer i Tanzania - deltog ved festlighederne.

27/09/2024 / Karin Borup Ravnborg kbr@dlm.dk

Historiens vingesus blandede sig med nostalgi og gensynsglæde, da Den lutherske Kirke i Ulanga-Kilombero Stift i Tanzania den 21.-22. september kunne fejre 75-års jubilæum i Ifakara.

Her blev vist gamle filmklip og overrakt gaver fra LM, blandt andet en fotobog med billeder fra stiftets historie. Søndag var der en seks timer lang festgudstjeneste i en propfyldt kirke med deltagelse af tilrejsende kor. 

Weekendens festligheder var en del af en jubilæumsrejse for 15 gæster fra Danmark. Vi var en blanding af tidligere missionærer og LM-venner, der glædede sig til at se og gense missionshistoriske steder. 

Sang og glade tungetriller

Undervejs ventede der os mange store kulturelle og mindeværdige oplevelser, som vi på ingen måde kunne have forestillet os inden rejsen.

Først besøgte vi sammen med stiftets biskop og en række præster forskellige små menigheder rundt i Ulanga-dalen. I det sydligste sted, Kipingo, blev der holdt gudstjeneste midt ude i en majsmark ved mindestenen for den allerførste missionsstation. 

Overalt hvor vi kom frem, blev vi mødt med varme håndtryk og smil. Et sted blev vi endda modtaget med blomster, sang og glade tungetriller, da vi steg ud af bussen, og fik serveret mad, kaffe og sodavand.

Det var tydeligt, at besøgene var forberedt og længe ventet, og at det var en ære for de lokale at modtage gæster så langt væk fra. 

På dem af deltagerne, der ikke før havde været i Afrika, gjorde det særligt stort indtryk at mærke de kristnes hjertevarme og store gæstfrihed – trods de fattige vilkår, de lever under.

Som en af deltagerne udtrykte: ”Vi har i mange år ønsket at se det missionsarbejde, vi har hørt så meget om. Det er en drøm om at opleve det virkelige Afrika, der nu er gået i opfyldelse.” 

Vi er frugten af arbejdet

Mange af de lokale kendte ”pastor Bent”, som tidligere missionær og rejseleder Bent Houmaa Jørgensen kaldes hernede. De lyste op i et stort smil, når de hørte, at så mange af gæsterne kunne tale deres sprog, swahili. 

Selvom det havde været svært for kirken i Ulanga, da LM i 2013 stoppede med at sende missionærer til stiftet, fortalte præster og evangelister om et velfungerende evangeliserende arbejde blandt både børn, unge og voksne.

En sagde blandt andet: ”Tak, fordi I lagde grundlaget for, at Guds ord kunne udbredes her hos os, og for at I bragte evangeliet til os. Vi er frugten af det arbejde.” 

De bad os tage en stor tak med hjem til Danmark og stadig huske dem i forbøn med de udfordringer, der er ved at drive kirke i så fattigt et område. 

Vækst i modenhed og visdom

For den ældste rejsedeltager og tidligere generalsekretær, Leif Rasmussen, var det en særlig glæde igen at være på Tumaini Bibelskole og se, at den klokke, LM gav i indvielsesgave, stadig hænger der med en indskrift og bøn om, at Guds ord må kalde og lyde vidt omkring. 

”Når jeg lytter til, hvad bibelskolen har betydet for mange mennesker, takker jeg Herren for, at bønnen er hørt. Det glæder mig inderligt at se, at kirken herude er vokset – ikke bare i antal, men i modenhed og visdom.” 

I jubilæumsgave fik kirkens ledelse overrakt lidt over 90.000 kroner, der var samlet ind blandt venner fra Danmark.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.