Formidler evangeliet gennem orgelmusik

Ole Reuss Schmidt ved orglet
Hele arrangementet foregår omkring orglet, så tilhørerne både kan lytte og se (foto: Nicklas Lautrup-Meiner)

Tre organister har igennem fem år holdt orgelandagter med andagt, orgelmusik, fællessang og kaffe i LM's missionshus i Nansensgade i København

28/09/2022 / Nicklas Lautrup-Meiner nlm@dlm.dk

En fredag om måneden inviterer tre organister til orgelmusik, andagt og fællessang.

”Når man spiller, bliver folk glade, og det skaber rum for forkyndelsen,” lyder det fra organist i Korsvejskirken Ole Reuss Schmidt, der tog initiativ til konceptet i 2017.

Det er orglet i LM’s missionshus i Nansensgade i København, der er omdrejningspunktet, og selvom arrangementet ikke italesættes som et LM-arrangement, inviteres der altid til det kommende forkyndende møde i missionshuset.

Vælger stykker, der ikke er nemme at spille eller formidle

Sammen med Ole Reuss Schmidt spiller organisterne Sebastian Thunbo Pedersen, der er organist i Dyssegårdskirken, og Troels Brøgger Hansen, der er organist i Kingos Kirke.

”Jeg prøver at vælge stykker, der ikke er helt ligetil musikalsk og formidlingsmæssigt,” siger Sebastian Thunbo Pedersen.

Han vælger oftest stykker af moderne kunstnere, der ikke nødvendigvis har et kristent tema, men hvor organisten alligevel kan finde en krog til at formidle evangeliet.

Musikken kan komme til at handle om mere end sig selv

Hans kollega Troels Brøgger Hansen holder sig oftest til Bach eller Mendelsohn.

”Et musikstykke kan få mig til at tænke på et bibelsted eller en salme, man kunne synge sammen med stykket. Så kan man sætte det sammen og bruge musikken som udgangspunkt for at tale om lov og evangelium eller nåden,” forklarer han.

Han mener at musikken, når det står sammen med formidlingen af evangeliet, kommer i en sammenhæng, hvor det kommer til at handle om mere end musik, og det sætter han meget stor pris på.

Altid meget hyggeligt at være med

Lizzi Riis er en af de ti tilhørere fredag den 27. september, hvor Ole Reuss Schmidt spillede Carl Nielsens 29 præludier.

Hun synger normalt i et kor, der synger kirkemusik og danske sange, og kommer af og til til orgelandagterne i LM-missionshuset i København

”Det er altid meget hyggeligt. Programmerne er meget forskellige,” siger hun.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.