Kærlighed til muslimer førte til helbredelse og tro

Afrikaner i bøn
Bønnen for den døve afrikanske kvinde gjorde, at flere kom til tro på Jesus. Illustrationsfoto: Freepik.com.

Præst i Tanzania oplevede, at døv kvinde fik sin hørelse igen, da han opfordrede sine muslimske modstandere til at bede for hende i Jesu navn. Det førte til omvendelse og tro i landsbyen

10/10/2023 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Gud kan gribe ind og helbrede syge og vende fjendskab til kærlighed.

Det fik en tanzanisk præst at føle, da han var ude at evangelisere i et område, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer.

Her blev han og en gruppe fra menigheden hånet af nogle muslimske mænd, der ville sætte de kristne på prøve. I stedet endte det med en helbredelse og manifestation af Guds almagt.

Vis os nu, om den Jesus, I taler om, kan helbrede

Den tanzaniske præst fortalte for nylig historien på et kursus i Tanzania, hvor LM's tværkulturelle konsulenter underviste, og det gjorde stort indtryk på Enok Sørensen, som genfortæller den her.

Pludselig, mens præsten og gruppen af kristne stod på gaden og fortalte mennesker om Jesus, kom en gruppe muslimske mænd slæbende med en kvinde, som var døv.

Mændene sagde: 'I siger, at Jesus kan gøre mange undere. Vis os nu, om den Jesus, I taler om, kan helbrede hende', fortæller Enok Sørensen.

"Det gjorde de selvfølgelig for at spotte de kristne og udstille dem over for landsbyens beboere. Mens præsten bad Gud hjælpe ham med, hvad han skulle svare, fik han den tanke, at han skulle sige til mændene: 'I kan selv bede til Jesus', så det gjorde han."

Muslimerne bad i Jesu navn for den døve og kom til tro

De muslimske mænd blev naturligvis overraskede, men ikke desto mindre begyndte de at bede for kvinden i Jesu navn - lige midt på gaden, fortæller han.

"Vi ved jo ikke, hvad der lige skete inden i de mennesker, men Jesus greb ind og manifesterede sig og åbnede den døve kvindes ører, så hun kunne høre. Det var ganske enkelt et mirakel."

"Næste søndag sad både de muslimske mænd og kvinden, der var blevet helbredt, på kirkebænken. De var taget hen i kirken, for nu ville de høre mere om, hvem Jesus i virkeligheden er."

Giver os stor frimodighed til at fortælle om Jesus

For de tværkulturelle konsulenter og de øvrige deltagere på kurset blev den tanzaniske præsts historie til stor opmuntring.

Kurset hedder Al Massira og handler om, hvordan man med kærlighed når muslimer med evangeliet om Jesus - og deltagerne kommer netop fra områder med mange muslimer.

"Historien giver os stor frimodighed til at fortælle om Jesus. Det er ham, der sender os. Han går med os, og han siger: 'Jeg har al magt - i himlen og på jorden.' Og det var det, præsten fik lov at opleve," siger Enok Sørensen.

---

Al Massira

Kurset Al Massira bruges i det tværkulturelle arbejde til at bygge bro mellem kristne og muslimer.

Al Massira er arabisk og betyder "rejse" - en vandring med venner.

Det er produceret i Mellemøsten, men senere oversat til mange sprog.

> Læs mere om Al Massira-kurserne her.

 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.