Kaldet begyndte på missionsrejser med efterskolen

Foto: Birgitte og Niels Kousgaard
Lærerparret fra Løgumkloster er spændte på og ydmyge omkring, hvad de kan bidrage med i en helt anden kultur og et helt andet sprog (Foto: Privat).

Fra august 2024 bliver Birgitte og Niels Kousgaard LM-missionærer i Cambodja. Opgaverne bliver diakoni og bibelundervisning, men bliver først endeligt fastlagt, når de rejser af sted

16/05/2023 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Kaldet for de nye missionærer begyndte at spire, mens de var på rejse til et af LM’s missionslande med en gruppe elever på Løgumkloster Efterskole.

Det fortæller Birgitte og Niels Kousgaard, der er ansat til opgaver i Cambodja fra sommeren 2024.

Parret, der begge er 50 år, bor i Løgumkloster, hvor hun er lærer på LME, og han er lærer på Brændstrup Kristne Friskole.

En missionsrejse som ung havde gjort mit liv anderledes

For Birgitte begyndte kaldet på en rejse til Cambodja i 2018.

”Jeg fik kærlighed til folket. Både til de kristne og til lokalbefolkningen, der på én gang er meget imødekommende og venlige og samtidig så bundet af åndeverdenen,” forklarer hun.

Niels mødte sit kald i Tanzania. Som forstander for LME fra 2013-2018 var han med til at sætte de årlige rejser til LM’s missionslande i søen og var selv med på den første.

”Mødet med missionærernes liv og arbejde fik noget til at røre sig i mig. Det satte nogle ideer og tanker i gang,” siger han og tilføjer:

”Jeg tror, mit liv havde set anderledes ud, hvis jeg som ung teologistuderende før lærerstudiet havde fået en rejse til et missionsland.”

Ro i maven med at vente på, hvad Gud har af planer

I og med at der er over et år til, at Birgitte og Niels rejser til Cambodja, er deres arbejdsopgaver ikke fastlagt endnu.

Men det bliver noget med diakoni og bibelundervisning.

”Vi er overbevist om, at Gud har en plan med, hvad vi skal lave, og vi har ro i maven med, at vi først finder ud af det, når vi lander i Cambodja,” siger de.

”Men vi er også spændte på og ydmyge omkring, hvad vi kan bidrage med i en helt anden kultur og et helt andet sprog.”

Rejser først, når sønnen er blevet student

I forhold til at rejse ud har Birgitte og Niels overvejet meget, om det er godt for deres familie. 

”Men vores børn er ved at være voksne og har deres eget liv. Den ældste studerer i Esbjerg, og den yngste går i 2.g på Det kristne Gymnasium i Ringkøbing,” siger de.

Det yngste barn er også hovedårsagen til, at der går over et år, før de rejser til Cambodja, forsi han først skal være student og flytte endeligt hjemmefra.

”Vores børn har det godt med, at vi rejser. Men vi er enige om, at vi skal holde fast i den rækkefølge, at børn flytter hjemmefra, før forældre gør det,” siger de.

”Det kommer heller ikke som en overraskelse for dem, da vi har snakket åbent om det, siden det begyndte at rumstere hos os.”
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.