Landsbybørn i Cambodja lærer at bruge computer
Yi og Saronh er evangelister for LM i Siem Reap. De tilbyder gratis undervisning til fattige børn ud fra deres hjem for at forbedre deres jobmuligheder senere i livet
Børn i landsbyen Aa-Reak-S’vai ved Siem Reap i Cambodja har nu mulighed for at lære at bruge en computer.
Det er evangelistfamilien Lan Yi og Saronh, der tilbyder gratis undervisning ud fra deres hjem i programmerne Word, Excell og PowerPoint.
”Vi gør det, fordi kendskab til de tre programmer er et krav i de fleste jobopslag, men børnene har ingen mulighed for at lære at bruge dem – og forældrene har heller ikke råd til at købe en computer til dem,” siger de.
Yi og Saronh er ikke uddannede i computerundervisning, men de lærer det videre, de selv kan.
LM’s volontører hjælper med at undervise i engelsk
Yi og Saronh er lønnet af LM, og det er også LM, der har købt de to brugte computere, de bruger i undervisningen.
Parret tilbyder også engelskundervisning ud fra deres hjem, hvor LM’s volontører hjælper til med at undervise. Det er et krav, at de 12-14-årige børn deltager her for at komme med i computerklassen.
Yi fortæller at børnene er meget glade for at blive undervist i brug af computer.
”Der er kø for at være med til undervisningen, og vi håber at få flere computere, så vi kan undervise flere,” siger han.
Tilbyder aktiviteter til børnene efter skoletid
Yi og Saronh besluttede at tilbyde engelskundervisning ud fra deres hjem, fordi de oplevede, at mange børn i landsbyen ikke havde noget at lave efter skoletid.
”Vi spurgte forældrene, hvorfor børnene ikke gik til for eksempel undervisning i engelsk, men fik at vide, at det ikke kan lade sig gøre,” siger de.
Skolen ligger langt væk, og der er kun engelskundervisning på skolen om aftenen, og børnene får ikke lov til at tage derhen igen, når det er mørkt.
Både børn og forældre er bange for mørket, da troen på onde ånder er stærk blandt landsbyens beboere.
Vil bruge undervisningen som en bro til at fortælle om Jesus
Evangelistparret vil imidlertid ikke kun forbedre børnenes jobmuligheder.
“Vi ønsker også, at undervisningen hjemme hos os skal være et sted, hvor vi kan række Guds ord til børn og unge. Vi vil gerne bruge det som en bro til, at vores folk kan lære Jesus at kende som deres frelser,” siger de.
Derfor er der også bibelfortælling i forbindelse med engelskundervisningen hver fredag.