LM gik ud af 2024 med underskud
Færre gaveindtægter, højere lønninger og øget indsats i Cambodja er nogle af forklaringerne på underskuddet på tre-fire millioner kroner.
LM’s regnskab for 2024 peger i retning af et noget større underskud end forventet.
”Der var i forvejen budgetteret med et underskud – helt præcist et underskud på 1,7 millioner kroner," fortæller resursechef i LM Johnny Lindgreen.
"Men det reelle underskud for 2024 er på tre-fire millioner, altså omtrent dobbelt så stort som forventet.”
Han understreger dog, at regnskabet for 2024 endnu ikke er blevet revideret og stadig indeholder flere ubekendte.
En mere sårbar økonomi
”LM er i disse år velsignet med en god økonomi, så underskuddet her og nu er tåleligt,” siger han.
Men selvom underskuddet ikke som sådan får nogle konsekvenser her og nu, får det indflydelse på likviditeten, forklarer han.
”Når LM i mindre grad modtager sine gaver jævnt i løbet af året, men derimod får størstedelen af gaverne i årets sidste måneder, er der behov for en buffer for at kunne betale de løbende udgifter. Årets underskud gør denne buffer mindre.”
Så selvom LM’s økonomi fortsat er rimelig robust, peger 2024-resultatet ifølge resursechefen på et generelt behov for flere faste givere til LM’s arbejde, eller at nuværende fastgivere hæver deres beløb.
”For med færre penge på kistebunden bliver vi mere sårbare over for udsving. Det er derfor afgørende med flere gaver, hvis vi skal fastholde vores indsatser,” påpeger han.
Modtager flere gaver lokalt
En af de markante årsager til underskuddet er beslutningen om at hæve lønnen generelt i LM, som trådte i kraft ind i 2024.
”Sidste år gik der ni procent mere til lønninger end i 2023,” fortæller Johnny Lindgreen.
En anden faktor finder man i gavetallet for 2024.
”Vi havde budgetteret med 17,5 millioner i gaver til landskassen, men ser vi bort fra øremærkede gaver til projekter, der ikke var med i budgettet, har vi fået 2 mikkioner mindre end forventet," anfører resursechefen.
"Samtidig kan vi se på tallene for gaverne givet lokalt – til frimenigheder for eksempel – at man der har modtaget en million mere end sidste år.”
Han minder om, at hvis LM’erne på sigt skyder flere penge i det lokale, betyder den forskydning, at der må tænkes anderledes.
En stor glæde og en stor udgift
Udviklingen af Living Hope Center i Cambodja og udsendelsen af flere missionærer har naturligvis også indebåret flere udgifter.
”Dette arbejde er på samme tid en stor glæde og en stor udgift,” fortæller Johnny Lindgreen.
”Udgifterne til arbejdet i Cambodja har i 2024 været cirka 25 procent større end i 2023. Cambodja er som missionsland et sted med vækst,” understreger han.