LM i Haderslev fejrede jubilæum i nyt missionshus

Indvielses- og jubilæumsfest i LM Haderslev 9. marts 2025
Der var dækket op til fest for 170 gæster i den nyistandsatte store mødesal med fire lange bordrækker øverst og cafeborde nederst. Foto: Karin Borup Ravnborg.

Det nye missionshus på Kløvervej var fyldt til randen, da LM i Haderslev søndag den 9. marts slog dørene op til indvielsesgudstjeneste og fejrede 75 år med missionsarbejde

11/03/2025 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Søndag den 9. marts var en festdag for Luthersk Mission i Haderslev.

Det var nemlig dagen, hvor kreds og frimenighed efter lang tids arbejde endelig kunne indvie deres nye missionshus og samtidig fejre LM-Haderslevs 75-års jubilæum.

Festlighederne blev indledt med en indvielsesgudstjeneste i en fyldt mødesal, hvor der var dækket op til 170 gæster med fire langborde øverst og en masse caféborde i den bagerste halvdel af lokalet.

Finn Sørensen, formand for ældsterådet i Haderslev Frimenighed, holdt prædikenen, og afdelingsformand for LM Sønderjylland-Fyn, Kurt Krüger, stod for selve indvielsen, mens der for børnene i den anden ende af huset var underholdning og forkyndelse ved Gittes Magi og Sjov.

Fælles projekt har styrket sammenholdet

LM i Haderslev overtog den 1000 m2 tidligere kontorbygning 1. januar sidste år.

Lige siden har mange fra menigheden knoklet for at få det renoveret og indrettet til missionshus med mødesal, nyt køkken, toiletter og lokaler til børn og unge. 

"Vi har været velsignet med mange håndværkere i menigheden," sagde kredsformand Jacob Knudsen og takkede alle, der både praktisk og gennem forbøn har medvirket til det fælles projekt, som har været med til at styrke sammenholdet mellem generationerne. 

Både børnefamilier og ældre glæder sig over de nye rammer

Både børn og voksne nød rammerne i det nye missionshus, der er mere praktisk indrettet end det gamle, der var i to etager og klemt inde mellem andre huse.

"Der blev man nødt til at gå ud med de små under prædikenen. Her er der god plads til børnefamilierne," siger en ung far, der står nederst i mødesalen med sin yngste på armen.

Og en ældre mand ved et nærliggende bord tilføjer: "Ja, og her er der ingen trapper, man skal op ad. Det betyder noget for os ældre."

Mission i Haderslev gennem fire generationer

Efter frokosten var der jubilæumsfest, hvor de mange billeder og historier fra LM's 75 års arbejde i Haderslev vakte nostalgi og gensynsglæde.

Fire af de aktive i LM-kredsen - fra hver sin generation - som alle er født og bosiddende i Haderslev, fortalte om deres engagement i missionsarbejdet.

Den yngste var LMU-formand David Jensen, som var repræsentant for ungdommen og fremtiden, og den ældste var Rosa Clausen, som var datter af dem, der startede LM Haderslev.

Efter de forskellige indslag og hilsner fra deltagerne var der stillet an med det helt store traditionelle 'synnejyske' kaffebord.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.