LM styrker indsatsen blandt familier og singler

Foto: Godt begyndt
På det første Godt begyndt-kursus for unge ægtepar blev der blandt andet undervist i kommunikation i ægteskabet (Foto: Lise Berggren Smidt).

En ekstra familiekonsulent på halv tid skal sammen med Kristian Andersen hjælpe både ægtepar og singler til at leve det liv, Gud ønsker for dem

17/01/2023 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

”Som kristen terapeut er en af mine opgaver at hjælpe mennesker med ’oversætte’, der står i Det gamle Testamente, eller som Paulus siger om ægteskab og familieliv, så det bliver klart, hvad det betyder for den enkeltes liv. ”

Det siger Lise Berggren Smidt, der fra 1. januar er ansat som familiekonsulent i LM på 50 procent. 

En af de første opgaver, hun har kastet sig over, er at undervise på Godt begyndt-kurserne i København. ”Godt begyndt” er et kursus over fire lørdage for ægtepar, der har været gift i to-syv år. 

Kurserne holdes i samarbejde med Indre Mission og Evangelisk Luthersk Mission.

Udvalg kortlægger udfordringerne for tro i familien

Lise er også engageret i det udvalg, der arbejder med projekt ”Tro i familien”. 

Det er et område, som LM vil satse på fra sidst på foråret, og udvalget har netop sat en stor rundspørge i gang, der skal kortlægge, hvilke udfordringer man har i familierne, og hvad man kunne tænke sig, at LM bidrager med.

”LM’s afdeling i Sønderjylland-Fyn har allerede planlagt at holde en temadag om familieliv på Løgumkloster Efterskole, som LM’s anden familiekonsulent, Kristian Andersen, og jeg skal stå for. Der bliver blandt andet undervist om Tro i familien,” siger hun.

Vil hjælpe kristne par til at se Guds plan

Sammen med sin mand, tidligere sognepræst Frederik Berggren Smidt, begyndte Lise at tilbyde terapi for 15 år siden.

”Jeg oplevede et kald fra Gud til at gøre noget for at hjælpe kristne par. Både til at leve godt med hinanden og til at se Guds plan med ægteskab og seksualitet,” siger hun.

”Vi taler med folk om for eksempel seksualitet, kommunikation, pornografi, forskellighed, forsoning, netværk og følelsen af at høre til,” forklarer hun.

Parret har også haft en del samtaler med stressede børnefamilier, der havde brug for gode råd om at organisere sig, så der bliver plads til både ”dig, mig, børn og Gud” i familielivet.

Selvstændig krops- og psykoterapeut

Lise er uddannet krops- og psykoterapeut, og ved siden af ansættelsen i LM har hun sin egen terapi- og foredragsvirksomhed på Østerbro i København. Her har hun samtaler med både par og singler. 

Terapi-virksomheden er først ved at komme i gang igen efter to års pause, hvor parret var missionærer i Peru, og Lise fortæller, at der er god plads til at henvende sig på lbs@dlm.dk, hvis man som par eller single ønsker samtaler.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.