LME bliver både efterskole og fri fagskole

LME
Oprettelsen af Fri Fagskole på LME er den største forandring af skolen siden dens oprettelse (Foto: arkiv).

Løgumkloster efterskole gennemgår den største forandring siden skolens oprettelse, når den i 2026 lancerer et nyt koncept, der retter sig mod elever, der foretrækker praktiske fag.

16/07/2025 / Morten Holgård Tychsen mht@dlm.dk

Fra august 2026 vil LME i Løgumkloster tilbyde kommende elever et nyt koncept med en undervis­ningsform, der er skræddersyet til dem, der gerne vil bruge hæn­derne og ikke kun hovedet.

Oprettelsen af Fri Fagskole på LME er den største forandring af skolen siden dens oprettelse.

Det indebærer at sideløbende med efterskoleeleverne, som stadig vil modtage gymnasieforberedende undervisning på skolen, vil de nye fagskoleelever få professionsrettet undervisning, som svarer til erhvervsuddannelsernes første grundforløb.

Elever med praktiske evner skal anerkendes

”Vi glæder os helt vildt til at slå dørene op til dette nye tilbud,” fortæller forstander Jørn Nørgaard.

Han forsikrer, at selvom det en stor forandring, som LME kommer til at gennemgå, så vil fagskoleeleverne stadig få den fulde oplevelse af at være på efterskole.

”Den Fri Fagskole har meget til fælles med efterskoleformen. Men når efterskoleeleverne går til boglig undervisning i klasselo­kalet, så går fagskole-eleverne til praktisk og professionsrettet undervisning i værkstedet.

Og mens 9. klasse skal til eksamen, så skal fagskolerne til en prak­tisk fagprøve,” siger han.

”Det danske grundskolesystem har længe været en­sidigt og bedst egnet til de boglige.

Med Fri Fagskole ønsker vi at lave et skoletilbud, hvor de ’praktiske’ elever kan få lov at opleve sig anerkendt for det, de er dygtige til, og udvikle det, de brænder for.

For vi tror faktisk på, at det er lige så værdifuldt at være dygtig til noget praktisk som til det boglige.”

Eksamensfri 10. klasse

10. klasse på LME kommer også til at se anderledes ud – allerede i det kommende skoleår.

Med uddannelsesreformen som træder i kraft 2030 nedlægges 10. klasse ude i kommunerne, men bevares på efterskolerne og de frie fagskoler.

Det betyder, at 10. klasses eksamen reelt har mistet sin betydning i forhold til uddannelsessystemet, forklarer Jørn Nørgaard.

”Hvis man vil på gymnasiet, så er 10. klasses eksamen ved lov helt uden betydning.” Det reagerer skolen på allerede nu, så det næste hold elever i 10. klasse nu ikke skal til eksamen.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.