LM's Landsmøde er for hele familien
LM Kids konsulent Kristian Larsen og Betweenkonsulent Katrine Houler har planlagt aktiviteter for børn og juniorer hele dagen. ”De skal nemlig opleve, at Landsmøde også er for dem,” siger Kristian.
Mens der er eftermiddagsmøde og seminarer for de voksne og LMU’erne, er der fuldt program for børn og juniorer.
Første del er indendørs mens anden del er et bobletræf med hoppeborg, leg, aktiviteter og forkyndelse.
Klokken 13 er der børneaktiviteter med sang, leg og forkyndelse, mens de voksne og LMU’erne er til møde
Bagefter er der kreative værksteder for børn, som er åbne hele eftermiddagen, og som man kan gå til og fra.
Vil gerne give børnene et godt Landsmøde
Klokken 15-17 slår LM Kids’ aktivitetsbil bagklappen op, så alt indholdet bliver tilgængeligt. Det sker på Nørretorv lige uden for Ringsted Kulturcenter.
Kidskonsulent Kristian Larsen fortæller, at der bliver kreative aktiviteter og lege, man kan gå til og fra, og så bliver der en til to samlinger med sang og bibelfortælling og bibelbingo.
”Vi vil gerne være med til at give børnene et godt landsmøde, hvor der sker noget for særligt for dem,” siger han.
”Og så håber vi, at vi kan vise LM-flaget for de mennesker, der færdes i Ringsted by – og at vi kan vise LM’erne, hvad Boblen kan bruges til.
Posteløb hele dagen
Posteløb er en pauseaktivitet, hvor børn og voksne kan være sammen på stort set lige fod, siger betweenkonsulent Katrine Houler.
Rundt i Ringsted Kongrescenter hænger en masse plakater, der viser mangfoldigheden i LM’s arbejde. Det kan være lejrsteder, væresteder, efterskoler, det internationale arbejde og meget mere.
På dem alle er der spørgsmål og opgaver. Dem skal man rundt i krogene og finde, løse opgaverne, og til sidst er der en lodtrækning om en præmie blandt alle besvarelser.
Opgaverne er tilpasset, så man ikke behøver være voksen og vide en masse om LM på forhånd for at kunne være med.
Det foregår heller ikke på et bestemt tidspunkt, men plakaterne hænger der hele dagen, og man kan gå lidt til og fra.
Hele posteløbet tager en halv time til tre kvarter, og det bliver introduceret i slutningen af fællessamlingen for alle generationer om formiddagen.
Læs mere og tilmeld dig på lm-landsmøde.dk
