Lydbibler baner vej for evangeliet blandt barabaiger

Charlotte Bech på besøg i datooga-boplads, september 2022.
Efter at have fået "talende bibler" - en lydbibel indtalt på deres eget sprog - er flere nomader på en datooga-boplads nær landsbyen Fukayosi Shamba blevet åbne for at høre evangeliet og lære mere. Foto: Charlotte Bech.

En lille flok barabaiger fra nomadestammen Datooga i Tanzania er begyndt at komme til gudstjeneste i en lille landsby et stykke uden for Dar es Salaam. Flere af dem er nu blevet døbt

23/09/2022 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Siden foråret har den lutherske kirke i Dar es Salaam haft gang i et evangelisationsprojekt i landsbyen Fukayosi Shamba uden for storbyen.

Målet har været at række hånden ud til de lokale nomader fra datooga-stammen, som ofte er i konflikt med det omkringliggende samfund, og derigennem vise dem Guds kærlighed.

Første gang, den lokale evangelist opsøgte en datooga-boplads, blev hun bedt om at forlade stedet, men nu er der sket et gennembrud i arbejdet, siger missionær Charlotte Bech.

"For to uger siden var jeg på besøg for at se, hvordan det går. Evangelisten fortæller, at nu kommer ti kvinder og to mænd fast til gudstjenester og andagter i kirken."

De fandt ud af, at Gud også taler Kidatooga

Det var de såkaldte "Talking Bibles" - lydafspillere, som indeholder Bibelen læst op på forskellige stammesprog - der i første omgang skabte en indgang til nomadestammen,  fortæller hun.

"Det har været afgørende for dem at få Bibelen læst op på deres eget sprog, da mange i målgruppen ikke har gået i skole og lever så meget på afstand af det øvrige samfund. Det har overbevist dem om, at Guds ord også er for dem – Gud taler også datooga-sproget."

Derudover engagerede man stiftets eneste barabaig-evangelist til at tage med ud til bopladsen, og det gjorde, at den lokale evangelist nu var velkommen.

Den største modstander af de kristne er nu blevet døbt

I slutningen af august blev der holdt et tre-dages seminar for de nomader, som bor omkring Fukayosi Shamba. Fire af dem blev døbt, fortæller Charlotte Bech.

"Én af dem, som blev døbt, er en ældre dame, som evangelisten fortæller udviste den største modstand mod alt kristent i starten – de måtte ikke engang bede for hende, da hun var syg."

Men fordi de andre kvinder på bopladsen lyttede til evangeliet sammen, lyttede hun med på afstand og en dag kom hun og bad evangelisten om at døbe hende.

"Hun sagde at hun havde besluttet at tage afstand til alt, hvad der havde med 'den gamle tro' at gøre. Nu ønskede hun, at hendes liv skulle tilhøre Jesus!"

 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.