Merete skal forny kirkesangbog i Peru
Arbejdet med den peruanske lutherske kirkes sangbog giver missionær og musiker Merete Steffensen en enestående mulighed for at være med til at styrke kirkens teologiske profil
En af opgaverne på missionær Merete Steffensens bord er at være med til at revidere den lutherske kirkes sangbog i Peru.
Sangbogen bruges i de lutherske kirker i hele landet og er nu udsolgt, så kirken ønsker en ny revision af sangbogen, før man trykker nye.
Merete Steffensen er udsendt for anden gang til Peru af Luthersk Mission sammen med sin mand, Roar, og arbejdet med sangbogen ligger lige til højrebenet for den danske missionær, der er musikuddannet.
"Jeg var med til et lignende arbejde hjemme i Danmark, da sangbogen Sange og Salmer skulle revideres. Da man så hørte her i Peru, at jeg skulle komme, spurgte de, om det var noget jeg kunne hjælpe med her," siger hun.
Vigtigt at skelne mellem god og vildledende teologi i sangene
Merete Steffensen underviser i musik samme sted som sin mand på den lutherske kirkes teologiske seminarium, SETELA, i byen Arequipa.
Desuden er hun koordinator for et udvalg på i alt fem peruanere fra forskellige dele af landet, der arbejder med, hvilke sange der skal bibeholdes, og hvilke nye sange der skal tilføjes sangbogen.
Hun fortæller, at der er et væld af spansksprogede kristne sange på nettet, og at den store udfordring er at skelne mellem, hvilke sange der afspejler god teologi, og hvilke der er misvisende og vildledende.
"Det er et utrolig vigtigt arbejde, fordi jeg derigennem også kan være med til at sikre en god luthersk tyngde i sangene - i hvert fald når vi skal snakke om, hvilke nye sange der skal med."
Desuden skal sangbogen afspejle den lutherske kirkes tradition, som spænder over mange forskellige musikgenrer, siger hun.
Måtte søge på YouTube for at finde musikudtryk på peruansk
Selv om Merete Steffensen har været udsendt til Peru før og derfor taler sproget godt, var der mange musikudtryk og -begreber, hun ikke kendte på peruansk.
"Jeg har søgt på forskellige YouTube-videoer, der handler om sangteknik og lovsangsledelse, for at hente mange af de musikudtryk, jeg jo godt kendte på dansk, men som jeg ikke kunne finde oversættelsen på."
"Heldigvis skal vi ikke også lave en nodebog, for det giver ikke mening herude, hvor der ikke er ret mange, der kan læse noder," siger hun.
Hun håber, at alle sange er på plads omkring nytår, så udvalget kan komme i gang med opsætning af den nye sangbog i løbet af næste år.
--
> Læs mere om arbejdet med den nye sangbog i Meretes seneste blogindlæg her.