Ny kollegieleder til Battambang i Cambodja

Ny kollegieleder i Battambang, januar 2024
Den nye leder af kollegiet i Battambang, Lida Ny (tv.). Ved siden af hende står den tidligere leder, Kunchea, og missionær Anju Raja Bak-Skovenborg. Privatfoto.

Manna House har skiftet leder. Nu er det 34-årige Lida Ny fra Battambang, der står i spidsen for LM's nyeste kollegie i Cambodja.

15/01/2025 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

LM's kollegie, Manna House, i byen Battambang i Cambodja har fået ny leder.

Det fortæller missionær Anju Raja Bak-Skovenborg i et af sine nyeste opslag på parrets facebookprofil.

"Vi sluttede året af med hæsblæsende travlhed og ny omstrukturering. Det betyder, at Kunthea ikke længere er kollegieleder, men i stedet har vi ansat Lida Ny."

Har god erfaring med arbejdet blandt børn og unge

Den nye kollegieleder, 34-årige Lida Ny, kommer fra Battambang og har været kristen i 20 år.

Hendes mand, Vanna, er ansat på et andet kristent kollegie i byen, Lighthouse - et kollegie, hvor Anju Raja Bak-Skovenborg har undervist, og som hun har et godt samarbejde med.

Parret har tre børn, og LM-missionæren fortæller, at Lida Ny har god erfaring med at arbejde blandt børn og unge - gennem kollegielivet på Lighthouse og ved at være leder i søndagsskolen i den kirke, som familien kommer i.

Brænder for, at pigerne skal lære Gud at kende på kollegiet

Den nye kollegieleder brænder for, at pigerne gennem Manna House skal lære Gud at kende.

”Jeg drømmer om, at pigerne må få et solidt kendskab til Gud her på kollegiet,” siger hun.

Desuden ønsker hun at inddrage dem i de huslige pligter og give dem færdigheder, som de kan bruge, når de engang flytter derfra.

Bed for, at Lida må vokse med opgaven som kollegieleder

LM's nyeste kollegie i Battambang blev oprettet i 2022 med plads til, at 20 unge piger kan få et kristent hjem i storbyen, mens de studerer.

Anju og hendes mand Mika har boet i byen siden opstarten og har været med til at hjælpe kollegiet godt på vej.

Hun udtrykker derfor sin glæde over, at det er lykkedes at ansætte en ny kollegieleder.

"I må gerne bede for, at arbejdet går godt, og at Lida vil vokse med opgaven."

Ny kollegieleder Battambang

Lida Ny og Vanna har været gift siden 2011. De har børnene Amos på 12 år, Aamma på 11 og Aram på 7.

 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.