Nyt missionærpar udsendt til Cambodja
Tidligere lærerpar fra Løgumkloster Efterskole blev bidt af missionærlivet under skolerejse til Cambodja. I søndags blev der holdt udsendelsesfest på skolen for parret, der rejser om få dage
Da Niels Kousgaard for nogle år siden blev forstander på Løgumkloster Efterskole (LME), hvor hans kone, Birgitte, var lærer, begyndte skolen at tilbyde missionsrejser.
Målet var at give eleverne på linjen FokusKristendom smag for international mission, og Birgitte og Niels var med på rejserne flere gange.
Hvad parret dog ikke havde regnet med, var, at de selv gennem de rejser skulle mødet kaldet til at rejse ud som missionærer, fortæller de.
Kaldet blev født i mit hjerte, da jeg så de mange åndehuse
”Kaldet blev født i mit hjerte, da jeg så de mange åndehuse, hvor cambodjanerne ofrer til forfædrene, og den store kontrast mellem den frygt og trældom, det giver."
Sådan fortæller Birgitte om oplevelserne fra en af deres første missionsrejser, hvor de mødte mange af de lokale i området omkring Siem Reap.
”Jeg så en klar opgave til os. De har brug for at høre om frihed og om, at Jesus har frelst dem.”
325 mødte op i hallen på LME for at sige farvel
Det førte til, at det tidligere lærerpar nogle år senere meldte sig som missionærer for LM, og i søndags blev der holdt udsendelsesfest for dem på den selvsamme skole, hvor de har tilbragt mange af deres timer.
Omkring 325 mennesker - venner, familie, nærkontakter og folk fra lokale menigheder - var mødt op i hallen på LME for at tage afsked med parret og sende dem godt afsted.
Generalsekretær Søren Skovgaard Sørensen prædikede, og LM's formand Peter Rask stod for selve indvielseshandlingen med forbøn og velsignelse af parret.
LM-kolleger bød de nye missionærer velkommen på video
Birgitte og Niels Kousgaard, der begge er 52 år og uddannede lærere, skal bo i byen Siem Reap, hvor de skal bruge det første stykke tid på at lære sproget.
Derefter er planen, at Niels skal arbejde med bibelundervisning, og Birgitte formentlig får nogle undervisningsopgaver på det nye Living Hope Center i Run Ta Ek.
I Cambodja får parret selskab af de øvrige LM-missionærer og volontører, der havde sendt en videohilsen til udsendelsesfesten, hvor de bød det nye missionærpar velkommen.
"Vi glæder os, til I kommer herud," lød hilsenen fra de kommende kolleger, der på humoristisk vis med høje smaskelyde præsenterede nogle af missionærlivets goder i Cambodja til stor morskab for de mange deltagere til udsendelsesfesten.
---
> Se flere billeder fra udsendelsesfesten på LM's Facebook-side.