Omsorgsopgaver på Udrejsecenter Kærshovedgård

Anna Lisbeth Sonne er gået op i tid som ansat tværkulturel konsulent i LM. Hun skal hjælpe afviste asylansøgere på Udrejsecenter Kærshovedgård, der har svært ved at finde ro, fordi de er bange, traumatiserede og stressede
Kørsel til tandlæge og speciallæge. Bisidder i retten og i familieretshuset. Køb af telefonkort og rejsekort. Køb af briller, gaver, sko og vintertøj. Fejring af fødselsdage. Oversættelse af breve fra myndighederne, kontakt til advokater – og mange gåture og samtaler.
Det er bare nogle af de ting, der falder ind under begrebet ”omsorgsopgaver” i Anna Lisbeth Sonnes arbejdsbeskrivelse.
Lovsang og kristendomsoplæring blandt konvertitter
Fra januar 2019 har hun været ansat af Luthersk Mission til at arbejde med lovsang og kristendomsoplæring blandt konvertitter først og fremmest på Udrejsecenter Kærshovedgård.
Ansættelsen har lydt på en dag om ugen, og hendes primære fokus har været Asylkoret.
Det er en opgave, der har grebet om sig, for siden koret vandt Kristeligt Dagblads initiativpris i september 2019, har de været ude og synge 3-4 gange om måneden.
Lovsang ved bibelcaféen hver torsdag
Ud over det står Anna Lisbeth Sonne for lovsangen i bibelcaféen i Bording Missionshus hver torsdag.
”Her bruger jeg de sange, vi arbejder med i koret – og medlemmerne af koret er forsangere. Det betyder, at jeg ikke selv behøver synge så meget for mere,” siger hun.
Der kommer omkring 50 i bibelcaféen, og de er lige begyndt i missionshuset igen efter corona-pausen, hvor de mødtes enten online på Zoom eller i en lysning i skoven.
Medlemmer af Asylkor spørger om hjælp til mange ting
Efterhånden som Anna Lisbeth Sonne og medlemmerne af Asylkoret har lært hinanden bedre at kende, kommer flere og flere af dem og spørger om hjælp til mange forskellige ting.
For at imødekomme det øgede behov blev hendes ansættelse fra den 1. august hævet til 50 procent.
Mange af omsorgsaktiviteterne koster penge. De bliver finansieret af de penge, Asylkoret samler ind, når de er ude at synge, fortæller Anna Lisbeth Sonne og indskyder, at korkassen også hjælper med penge til advokatbistand.
Mange af de afviste asylansøgere har svært ved at finde ro, fordi de er bange, traumatiserede og stressede.
”Der er det en kæmpe hjælp for dem, at vi kan dele Guds ord og bede sammen – og at de ved, at jeg beder for dem,” siger hun og tilføjer, at hun om et par måneder går i gang med at læse traumepsykologi for at få flere redskaber til at kunne hjælpe.