Volontører blev forberedt på opgaver i en ny kultur
Otte kommende volontører i LM’s internationale missionsarbejde var samlet på LM’s sekretariat i weekenden. Her blev de udrustet til at gå ind i missionærfællesskabet og i de opgaver, der venter
Information om Cambodja og Tanzania, tanker om mødet med en ny kultur, praktiske informationer og samtaler med de nuværende volontører.
Det var noget af indholdet, da otte kommende volontører i LM’s internationale missionsarbejde var på introduktions- og forberedelsesweekend fredag-lørdag den 28.-29. april.
Kurset blev holdt på LM’s sekretariat i Hillerød.
Volontørerne er et socialt boost
”Volontørerne udfører et vigtigt stykke arbejde, og vi ønsker, at de skal være velforberedte, når de rejser af sted,” siger missionsleder Christian Lund Pedersen.
Han stod for weekenden sammen med missionskonsulenterne Rebekka Zoll Landkildehus og Ole Malmgaard.
”Det betyder meget, at de kender lidt til de opgaver, de skal ud til, og er trygge ved at rejse afsted.”
Han tilføjer, at ud over at volontørerne bidrager til arbejdet, er de også vigtige, fordi de kommer med et socialt boost og ny energi ind i missionærfællesskabet.
Jeppe er spændt på, om sproget bliver en udfordring
Jeppe Sjælland fra Ribe skal til Tanzania og være bogvolontør i Soma Biblia.
”Jeg glæder mig, men er også spændt på, om sproget bliver nemt at lære eller en kæmpe udfordring,” siger han.
Fra den nuværende bogvolontør ved han, at især en af de tanzaniske chauffører er god til at udfordre og støtte med at tale swahili.
”Og så er jeg også spændt på, hvordan det bliver at leve i en helt ny kultur.”
Sara glæder sig til at møde hele to lande
Sara Wraa Pedersen fra Aakirkeby skal passe Anna på et og Aksel på tre, mens deres forældre får sprog- og kulturstudier.
Forældrene er det nye missionærpar Signe og Anders Wiwe Philips, og Sara skal med dem først på All Nations College til England og derefter til Cambodja.
”Jeg synes, det er spændende med sådan en dobbeltstilling,” siger hun.
”Jeg får ikke bare lov til at møde et, men hele to lande. Da All Nations er en international skole, kommer jeg til at møde kristne fra mange forskellige kulturer.”
19-årige Sara har altid gerne villet være volontør, og og hun tror, det er Guds kald, at hun fik øje på denne stilling på LM’s hjemmeside.
-----------
LM udsender volontører i skoleåret 2023-2024:
- Jeppe Sjælland fra Ribe skal være bogvolontør for Soma Biblia med base i Arusha, Tanzania.
- Sara Wraae Pedersen fra Aakirkeby skal passe Anders og Signe Wiwe Phillips to børn, først på All Nations College i England og dernæst i Cambodja.
- Amalie Nebel Hald fra Videbæk og Nicoline Sølvsten Nissen fra Køge, der skal arbejde på børnehjemmet Huruma Center i Iringa, Tanzania.
- Camilla Skov Andersen fra Tarm og Daniella Chenga Baggersgaard fra København, der skal undervise missionærbørn i dansk og lokale khmerer i engelsk i Siem Reap, Cambodja.
- Cecilie Plauborg Idorn fra Amager, der skal arbejde på Daughters of Cambodia i Phnom Penh, Cambodja.
- Emma Staugård Jørgensen fra Rødekro, der skal arbejde på Daughters of Cambodia samt undervise missionærbørn i Phnom Penh.