Volontører fra hele verden var på kursus sammen

Foto: Soma Biblia volontør
Bogvolontør Kasper Schmidt glæder sig over, at de organisationer, der har udsendt volontørerne, laver den slags webinarer. "Det viser, at I vil give os noget åndeligt," siger han. (Arkivfoto)

Volontører fra LM og tre andre organisationer, der arbejder med internationalt missionsarbejde, blev klædt på til de åndelige udfordringer, det giver dem at leve og arbejde i en anderledes kultur

08/04/2025 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

13 volontører i det internationale missionsarbejde fra både LM, ELM og Promissio mødtes til online-kursus mandag den 24. marts.

Kurset, der var arrangeret af TKM-udvalget på Dansk Bibel-Institut, varede cirka halvanden time. Det bestod af to oplæg og samtaler i grupper, og emnet var at navigere i en åndelig verden, som er meget anderledes end den i Danmark.

”Det har vi nemlig en fornemmelse af, at nogle volontører har store udfordringer med,” siger René Sølvsten Nissen.

Han er medlem af TKM-udvalget, der har til opgave at give input til uddannelsen af tværkulturelle missionærer på DBI.

To webinarer, mens volontørerne er i arbejdslandet

”Tilbuddet om volontørwebinaret udspringer af et ønske fra ELM om fælles kursus for volontører, inden de bliver sendt ud. 

”Det kunne imidlertid ikke umiddelbart lade sig gøre, da alle de fire organisationer har specielle ting, de skal klædes deres volontører på til,” siger René Sølvsten Nissen.

”I stedet blev vi enige om at tilbyde to webinarer, mens volontørerne er derude og har fået lidt kendskab til kulturen og de udfordringer, den giver dem.” 

Det første webinar bliver holdt cirka tre måneder efter, volontørerne er rejst ud, og det andet et par måneder, før de vender tilbage til Danmark.

”Det er fascinerende, at vi kan samle volontører fra hele verden på ét tidspunkt på trods af tidsforskelle. Det viser, at volontørerne synes, det er relevant at deltage,” siger René.

Vil gerne på sigt have input fra volontører til relevante emner

Det var kun anden gang, der blev holdt sådan et volontørwebinar, så det er stadig under udvikling. 

Især kan det give udfordringer med hensyn til emner, at volontørerne i de fire organisationer arbejder i så forskellige lande som Peru, Tanzania, Etiopien og Cambodja.

”Kulturforskelle gør, at alle emner ikke er lige relevante for alle,” siger René og giver som eksempel, at et emne som ”at leve som rig i en fattig verden” er meget relevant for volontører i Afrika og Cambodja, men ikke for dem i Peru. 

Derfor håber han, at volontører på sigt selv kan være med til at pege på emner, som de oplever er udfordrende.

Det viser, at I gerne vil os volontører

Kasper Schmidt, der er bogvolontør for LM i Soma Biblia, har deltaget i begge volontørwebinarer.

Han har kun positive ting at sige om dem og kunne godt have ønsket, at der var mere end to.

”Emnerne er virkelig relevante, så det viser, at I gerne ville give os volontører noget åndeligt med til det arbejde, vi står i,” siger han.

”Og så er det bare fedt, at man kan drøfte tingene med andre volontører – også fra andre organisationer.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.