Tjen, spar og giv, så meget du kan

"Kom ind og se mine skibe.”

Med de ord byder Lau Svenssen velkommen til et overraskende normalt parcelhus, der ligger i et typisk 1970’er kvarter i Hillerød.

Lige så langt han kan huske tilbage, har han været fascineret af fragtskibe i alle afskygninger. Derfor havde han først tænkt, han skulle være befragter, det vil sige sådan en, der planlægger transporten af gods og varer til søs, men en lærer i gymnasiet sagde, at så kunne han lige så godt blive buschauffør. 

Det fik ham til at kigge efter andre uddannelsesmuligheder. Og det skulle være en boglig uddannelse, fortæller han, da han med egne ord ikke er særlig praktisk begavet. Valget faldt på at læse økonomi på Københavns Universitet og Copenhagen Business School. Det er det studie, der i dag hedder statskundskab.

Så nu navigerer han i den økonomiske verden i stedet for på havet, men interessen for skibe og skibsfragt er intakt. Den er bare reduceret til tykke bøger om skibe og to skibsmodeller i hjemmet – det ene er et Mærsk containerskib, og det andet er olietankeren Artic Scan.

”Og så investerer jeg i danske rederier, der har deres storhedstid i øjeblikket,” siger han og tilføjer, at det er hans store ønske og glæde at give den viden og erfaring, han har samlet gennem mange år i branchen, videre til andre.

Vil gerne lade sin viden komme andre til gode

Som investeringsrådgiver vil Lau Svenssen gerne hjælpe mennesker til at investere klogt, så de får høje afkast. Men ikke for enhver pris. Jeg opfordrer dem altid til at gøre sig klart, hvad det er, de investerer efter? Det, man vurderer, et firma er værd – eller løber man bare med, så man er med til at drive en kurs kunstigt op,” siger han.

”Hvis man gør det, udnytter man andres svagheder, og det er forkert.”

Den erfarne pengemand slår fast, at penge i sig selv ikke er noget forkert. Heller ikke mange penge

”Penge er en stor og vigtig opfindelse. Det er opsparet købekraft, som kan flyttes og lægges på lager. Det er meget lettere og mere fleksibelt at bruge penge end at møde op med fire køer, og det giver en vigtig dynamik i samfundet,” siger han og tilføjer, at penge i virkeligheden er dynamikken bag den velstandsfremgang, mange oplever.

Han erkender imidlertid, at der også er en udfordring ved penge.

”Man bliver aldrig mæt af penge og vil altid prøve at få flere, og der er altid en risiko for at blive bundet af de penge, man tjener. Det vil jeg gerne advare imod.”

Ifølge Lau er en måde til at undgå at blive bundet af penge at leve efter et citat af den engelske teolog John Wesley, der levede fra 1703-1791. Det lyder

”Tjen så meget, du kan. Spar så meget, du kan. Giv så meget, du kan.”

”Det er en god vej frem for alle – kristne som ikke-kristne – for man kan selv bestemme, hvad man giver til. Det kan være kristent arbejde, men der er mange gode formål, og med Jesu egne ord, har vi jo altid de fattige hos os,” siger han.

En utraditionel vej til tro

Lau har ikke altid været en, der henviser til Jesus. Han er vokset op på landet ved Græsted i Nordsjælland i en familie, hvor kristendom ikke betød noget.

”Men jeg er gift med en missionær. Hun nåede bare ikke længere ud i verden end til mig,” siger han med et glimt i øjet.

Missionæren hedder Eva og er fra Gilleleje. Hun og Lau mødtes, da de gik på gymnasiet sammen i Hillerød, og de fulgtes frem og tilbage med toget hver dag.

Efter gymnasiet begyndte de begge at læse i København. Hun til farmaceut, og han læste økonomi. Det betød, at de igen mødtes i toget – først lokaltoget til Hillerød og så s-toget til København.

”Jeg blev ret interesseret i Eva, men hun meldte ud: ’Hvis det her skal blive til mere, må du sætte dig ind i grundteksten.’” 

Og så gav hun Lau en bibel, som han  begyndte at læse fra side 1. Et par gange, siger han. 

”Det var en solopræstation og måske ikke den mest optimale måde at læse Bibelen på, men jeg kom til tro på Jesus som min frelser.”

Lau fortæller, det ikke kun var hans vej til tro, der var utraditionel. Det var frieriet til Eva også. 

”Det var meget lidt romantisk. Eva stillede mig simpelthen et ultimatum: ’Det her kan ikke blive ved. Jeg vil vide, om du vil have mig eller ej.’”

Et kulturchok at begynde i LM

En konsekvens af Laus nyfundne tro var, at han meldte sig ind i folkekirken igen. 

”Jeg havde meldt mig ud, da jeg fyldte 18, fordi jeg ikke syntes, man skal hykle. Og troede jo ikke. Det var en lidt komisk situation, for præsten vidste ikke, hvad man skulle gøre, når nogen ville melde sig ind igen. Han havde nemlig aldrig prøvet det før.”

Da Eva og Lau blev gift, købte de hus i Hillerød, og de har helt fra begyndelsen kommet i LM.

”Det var naturligt for os at begynde der. Eva kom indirekte fra LM i Gilleleje. Hun er af gammel fiskerslægt, der var med til at starte LM i Gilleleje. Hendes forældre kom der ikke, men hun gik selv i søndagsskole i missionshuset og blev senere leder der,” siger Lau og tilføjer:

”Det var imidlertid noget af et kulturchok. LM er nemlig en subkultur og en lidt lukket affære.”

”Alle står og siger ’tak for sidst’, og det viser, at der er en social rotation, hvor man besøger hinanden på skift. Alle, der ikke er inde i den sociale rotation, vil føle sig lidt udenfor.”

Han betegner sig selv som første generations-indvandrer i LM. Og tilføjer smågrinende, at han oplever, at man vist skal op på tre-fire generationer, før man kan kalde sig fuldblods-LM’er. 

Han understreger, at det dog ikke er noget enestående for LM, da Danmark er et subkultursamfund. 

Vil hellere købe et maleri end en kæmpestor bil

Lau er ikke bleg for at inddrage Luther, Jesus og Paulus, når han taler om økonomi, og han har hele tiden Bibelens ord om, at det hele går mod Guds afslutning af verden, in mente.

”Men vi ved ikke, hvornår Jesus kommer igen, og vi er nødt til at disponere ud fra, at verden kan være der i morgen. Lægge planer og investere – eller som Luther tilskrives at have sagt: plante et æbletræ. Kort sagt: tage ansvar for vores liv,” siger han.

”Paulus tænkte for 2.000 år siden, at Jesus snart kom igen, men tiden er ikke afsluttet endnu. Det tolker jeg som, at verden er i forlænget spilletid, og jeg har det fint med at leve i den proces, så længe jeg får lov.”

Han erkender også med en formulering fra Jesu lignelse om den rige bonde, at som næsten pensionist er han selv i den alder, hvor ”hans liv snart kræves af ham”.

”Der hjælper det ikke at have hverken fem, ti eller 20 millioner kroner,” siger han og tilføjer, at han hader det, han kalder vulgær forbrugerisme.

”Det er en mærkelig form for pral og social markering af, hvad man har råd til, som jeg aldrig har følt behov for. Tværtimod ville jeg føle, det var at fråse, og jeg ville for eksempel føle mig som et svin ved at køre i en kæmpestor bil. ”

Hvis han skulle bruge en masse penge, ville han hellere købe et maleri.

”Så kunne jeg hjælpe ham eller hende, der har tegnet det, eller også må der være 600.000 kroner mere, når mine efterkommere skal arve. Så må børn og fem børnebørn sprede det hele, hvis de vil.”

Ifølge Bibelen har Gud skabt verden og alle ting og har så givet mennesker ansvaret for at forvalte det.

”Det betyder, at man skal opføre sig ansvarligt med det, man har med at gøre,” forklarer Lau.

”I sidste ende har Gud æren for alt, hvad jeg ejer. Både materielt, og hvad evner angår. Min opgave er at bruge det, så godt som muligt – uden at kunne give nogen garanti for udfaldet.” 

Uddrag af en artikel i Tro & Mission nr. 08/2023