Personligt
Portræt af Jenny Macedo

Troen har båret mig gennem sult og fattigdom

07/01/2022 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Peruanske Jenny sneg sig til ungdomsmøde, når hendes mor sendte hende i byen for at hente vand

Jenny Macedo fra Arequipa er ikke i tvivl om, at Gud findes.

”Han – og troen på ham – har båret mig gennem et liv med svigt, vold, sult og fattigdom,” siger den 36-årige kvinde.

Hun bor i et lejet hus sammen med sine fire døtre, hvor den ældste er 18 år.

Hun arbejder på garnfabrikken Michell med den proces, hvor de forskellige garntyper bliver blandet, for eksempel uld og silke. Det er beskidt, og lønnen er ikke høj, men Jenny har en evne til at få hver eneste øre til at række langt. 

Hun fortæller, at hun i perioder har undladt at spise for at have mad nok til sine døtre, og så oplever hun, det er en fordel at være fem kvinder i samme hus, fordi de kan dele tøj og sko.

Den kristne skole var et helle

Jenny er født i Arequipa som den ældste af syv børn. Fra en tidlig alder passede hun sine mindste søskende, når mor og far arbejdede, og hun solgte slik på gaden om lørdagen. 

I hjemmet kunne der forekomme vold, ”men det var mit hjem,” siger hun. 

Omkring 5. klasse skiftede hun til den kristne skole Diego Thomson, der lå tæt på deres hjem. Fra da af var skolen et helle for hende, hvor hun havde det godt.

På skolen var der enkelte lørdage med obligatorisk undervisning i kristendom, og hun lærte Gud at kende og ønskede at gå i kirke og til ungdomsmøder. Det måtte hun imidlertid ikke for sin mor, men Jenny fandt en måde at komme af sted på. 

I det område, hvor de boede, var der ikke rindende vand i husene, men de hentede vand ved nogle offentlige vandhaner tæt ved skolen. Jennys trick var at gå til ungdomsmøde og tage vand med hjem. Ingen undrede sig over, at hun var længe væk, for der var altid kø ved vandhanerne.

Tog sig af sine yngre søskende

I kirken lærte Jenny Marco at kende. De blev kærester, og som 17-årig fandt hun ud af, at hun var gravid. Da datteren Milagros var et år, blev hun og Jenny døbt samtidig i kirken. Senere blev Jenny og Marco gift.

Set i bakspejlet erkender hun, at ægteskabet måske var en måde at komme hjemmefra på. Men Jenny var stadig opmærksom på, hvordan hendes søskende derhjemme havde det.

Efter et stykke tid fandt hun ud af, at hendes søster var blevet voldtaget og var gravid i en ung alder. Det betød, at hun tog en beslutning om at tage alle tre søskende hjem til sig og Marco at bo. 

”Jeg var klar over, at det kunne blive hårdt, men for mig er der intet større end familie,” siger hun.

I dag klarer hendes søskende sig selv. De har nogenlunde holdt sig uden for kriminalitet og druk, hvilket hun er meget taknemmelig for. 

Fik godt job på en garnfabrik

For cirka fem år siden blev Jenny skilt fra Marco, der havde været utro og voldelig. Han efterlod hende med en kæmpe gæld, som det dog er lykkedes hende at betale tilbage.

Inden da havde økonomien haltet så meget, at Jenny besluttede at søge arbejde på garnfabrikken Michell. Hun henvendte sig en tidlig morgen, og det viste sig, at de selv samme dag kaldte til samtaler om ledige jobs, og hun fik arbejde.

Michell er en god arbejdsplads med retfærdige ledere og ordnede forhold. Desværre var Jenny samtidig med problemerne med manden derhjemme udsat for alvorlig mobning fra sine kolleger. 

Langt om længe fik hun taget mod til sig og sagt det til én af lederne. Virksomheden tog det alvorligt og tog fat om problemet. Forløbet har imidlertid lært Jenny, at man – med respekt – godt må stå op for sine rettigheder, og at man som kvinde også har en stemme. Det forsøger hun at lære sine døtre.

”Jeg håber, at jeg kan opmuntre dem til at tro på Gud, passe på sig selv og stå ved, hvem de er. Og jeg vil gerne vise dem, at de også har værdi og rettigheder. At man skal tilgive og ikke gemme på vrede,” siger hun.

Juleaften med varm chokolade 

De fleste peruanere holder jul omkring midnat den 24. december. De spiser kalkun og drikker varm chokolade. Det gør Jenny og hendes døtre også, og måske kommer hendes søskende og drikker chokolade.

Plastikjuletræet og pynten bliver gemt og brugt år efter år.

Som alle forældre vil Jenny gerne give sine børn en gave, men fordi det er småt med penge, har hun lært pigerne, at det, der virkelig tæller er, at det er Jesu fødselsdag, og så det at kunne være sammen som familie. 

Selv om Jenny ikke havde råd til gaver sidste år, fik familien alligevel en gave fra en kvinde fra kirken. Det satte de stor pris på.

 

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Karin Borup Ravnborg, kbr@dlm.dk
I Luthersk Missions frimenighed på Amager har man tradition for samarbejde med de andre menigheder, der holder til i det over 100 år gamle LM-…
Hans Jørn Østerby
Det sker ikke så tit inden for den kristne danske musikscene, at der udkommer et dobbeltalbum. Nu har Hans Jør…