Volontør

Jeg har fået en tanzania-familie

25/06/2020 / Stine Skov Rasmussen

Er det fedt at være volontør i Tanzania? Det overordnede svar er JA!

Hvem er jeg og hvad laver jeg?

Jeg hedder Stine Skov Rasmussen, er 21 år og kommer fra Vestjylland. Jeg har i 8,5 måneder boet i en mellemstor by, Iringa, i Tanzania sammen med en anden volontør. Vi udgør et team, som har flere forskellige opgaver i ugens løb.

Vi står for simpel engelskundervisning for børnehavebørn i en lokal børnehave. Vi er legekammerater for børn på et børnehjem et par gange om ugen. Her er der tid til leg, læring og nærvær, som der bliver sat stor pris på. Derudover underviser vi to missionærbørn i dansk nogle gange om ugen.

Sidst, men ikke mindst, har vi ad hoc-opgaver, som har udformet sig i malerarbejde, børnepasning og blot de ekstra hænder, når der var brug for det.

Hvordan er kulturen i Tanzania?

Man forstår den først rigtigt, når man selv har oplevet den. Men den er meget anderledes end i Danmark.

F.eks. er det normalt at hilse på de fleste på sin vej. Det er faktisk nærmest uhøfligt at lade være. Respekten over for de ældre er også helt anderledes her. Hver gang man møder en ældre person, hilser man med ordene, der betyder ”jeg respekterer dig”. Børn hilser på os på samme måde. Jeg synes, det er en så fin måde at anerkende de ældre, der har mere livserfaring end mig.

Generelt er jeg gentagne gange blevet fyldt af glæde over tanzanieres måde at leve på. Man har altid tid til at snakke med andre, uanset om man egentlig var på vej til noget andet. Jeg oplever tydeligt, at jeg ikke er nær så stresset i min hverdag her, for alt er sat ned i tempo. Det kan selvfølgelig også være til besvær eller frustration til tider, men man lærer at leve med det. Det er klart den bedste egenskab, som tanzanierne ejer, og som jeg vil tage med mig videre i mit liv.

Hvordan er missionærfællesskabet?

Inden jeg kom til Tanzania, var jeg ikke klar over, at jeg ville få en ”tanzania-familie”. Men det er netop, hvad jeg har fået. Alle missionærer og volontører har blot været samlet to gange i årets løb år. Men det har været nok til, at vi har knyttet et helt særligt bånd på kryds og tværs af alder.

Vi står i mange af de samme glæder og udfordringer, og lige netop derfor kan vi bruge hinanden på en helt anden og særlig måde, end man kan med sin egen familie. Det er en kæmpe velsignelse at have dette fællesskab med hinanden.

Derudover har jeg fået en ny opfattelse af det at være missionær. Før var mit billede af missionærer meget fromt og højtideligt. Noget, der var svært at opnå. Nu har jeg fået et langt mere nuanceret billede af missionær- og volontørlivet. Min oplevelse er, at man har en normal hverdag ligesom i Danmark. Det er ikke så højtideligt og eksotisk, som jeg havde troet.

Jeg vil blot understrege: at være missionær og volontør er for alle, som er kaldet til det. Der sidder et klistermærke i en af vores biler, hvor der står ”Gud kalder ikke de udrustede, han udruster de kaldede". Det har været til stor opmuntring for mig, når jeg har følt mig utilstrækkelig; at det er Gud, som udruster mig til denne opgave, også på de dårlige dage.

Alt i alt: Det er FEDT at være volontør, især med Gud ved min side. Jeg er fyldt til randen af unikke oplevelser med mennesker, begivenheder og ikke mindst den fantastiske natur, som Tanzania rummer.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
21/09/2020 | Amalie Puggaard Poulsen,

Omkring årtusindeskiftet blev der startet en luthersk menighed op i den gamle inkahovedstad, Cuzco. I adskillige år kom over 20 mennesker…

I sport eller spil kan man have det sjovt sammen, uden at sproget bliver en barriere. En nydansker kan opleve at være på lige fod med…

​ LM's stifter Christian Møller Luthersk Mission er opstået som følge af en bølge af vækkelser i Danmark midt i 1800-tallet. Det nye ved dis…