Bøn i bushen

05/02/2019

Det er tirsdag formiddag. Min kollega, Luhekelo, og jeg er dagen før kørt 175 km syd ud af Arusha ad en støvet jordvej for at mødes med lederne af de lokale kvindegrupper i det sydlige provsti. Befolkningen består næsten udelukkende af masaier.

Otte kvinder er mødt frem. Der er 13 menigheder, så der mangler fem kvinder. Da afstandene er meget store – nogle af kvinderne har rejst længere end os – har det åbenbart været for vanskeligt for de fem at komme frem. Hver menighed har omkring 10 mødepladser under sig, så de fremmødte kvinder repræsenterer måske 130 steder, hvor der holdes gudstjeneste. Og langt de fleste menigheder består af 80 - 90% kvinder.

Bøn og fest – helt konkret

Formålet med dagen er at forberede kvindernes internationale bededag først i marts, hvor de hver især har hovedansvaret for afholdelsen i deres hjemlige kirke. Jeg gennemgår bibelteksten, som i år er fra Lukas 14,15-24 og handler om det store festmåltid. Der var nogle, der ikke mente, de kunne komme til festen på grund af de dagligdags ting, der optog dem. Men så blev fattige, lamme, blinde og dem langs vejene inviteret med i stedet for.

Efterfølgende taler vi sammen om teksten, og hvad vi kan gøre for at invitere flere med til festen. Én kvindegruppe vil konkret efterfølge teksten på den måde, at de vil invitere nogle, der ikke plejer at komme i kirken. En anden kvindegruppe vil samle lidt naturalier sammen og besøge kvinder, der sidder i byens fængsel og række dem Guds ord. Endnu en gruppe vil i anledning af bededagen købe sæbe, majs eller andet og besøge et børnehjem for på den måde at markere den særlige dag, hvor vi står sammen i bøn for verden og for alle, som lider på den ene eller anden måde. Her får kristenlivet ben at gå på. Det leves ud!!!

Et seminar, tak!

Samtalen sidst på dagen står helt klar for mig. En masaikvinde fra en afsidesliggende menighed (6 timer på motorcykel og i bus) har det rigtig svært med de ting, der foregår i hendes kvindegruppe. Hun begynder med at sige: ”I må altså komme til vores kvindegruppe og holde et seminar!”

Hun forklarer, at omrejsende forkyndere vildleder kvinderne. De skal bære nogle særlige små hvide tørklæder, fremstillet af udvalgte kvinder, foran på panden for at være en sand kristen. Jeg har selv set nogle af disse kvinder på vejen, vi er kørt ad.

Livsfarlig vildledning

Det sker også, at en af kvinderne pludselig forsvinder, måske sammen med et af sine børn. Ingen ved, hvor hun og barnet er - om de er kan være spist af et vildt dyr eller er faret vild i området. Manden og resten af familien er meget urolige. De er typisk væk 1-2 døgn, inden de dukker op igen, totalt udmattede fordi de hverken har fået mad eller vand. Især børnene er meget forkomne.

Hvorfor gør de sådan? Det almindelige svar er, at kvinden har hørt ”en stemme”, der har sagt til hende, at hun skal gå ud i bushen for at bede, for dér findes den virkelig Gud. Og de er jo lydige mod Gud og lytter til åndens stemme, modsat de andre i kirken, der ikke er rigtige troende.

Hvad gør vi?

Det er helt tydeligt, at det er en stor smerte for denne leder i menigheden. Det har bragt splittelse ind i menigheden om hvem, der er sande kristne, og hun er selv blevet mødt med tvivl, om hun nu også er rigtigt troende. Jo, der findes mange falske røster også her i landet. Og når man som mange masaikvinder ikke kan læse, så er det svært selv at undersøge og finde frem til, hvad der er sandt og falskt.

På hjemturen sidst på dagen taler Luhekelo og jeg om, at vi må se at få arrangeret et seminar i det sogn, når regntiden er ovre. Forhåbentlig kan vi få præsten eller provsten til at medvirke.

Billede fra et lignende seminar et par dage senere i et andet provsti.

Tilføj kommentar