Fællesskabet mellem generationerne

21/05/2019

Forholdet mellem unge og voksne er et højaktuelt emne i LM. Enhver kirke er kun én generation fra at uddø. Det gælder også LM som kristen organisation. Kommer næste generation ikke med, stopper det.

Derfor er det super relevant, at det er et af de to emner på dagsordenen ved LM’s rådsmøde den 25. maj. Omkring 100 mennesker fra hele landet og hele LM vil bruge en lørdag i Odense på at drøfte forholdet mellem LM og LMU, mellem unge og voksne.

Bliver det ikke bare flere ord og mere snak? Risikoen er der. Men det er ikke nogen naturlov. Et rådsmøde i LM kan formelt ikke beslutte noget. Men historisk set har rådsmøderne haft stor betydning for retningen og udviklingen i LM.

Udfordring og mulighed

Der er brug for en ny retning og udvikling i forholdet mellem unge og voksne. Vi har både en udfordring og en mulighed. Udfordringen ligger i, at antallet af unge i LM er faldende. Over de sidste 25 år er antallet af LMU-medlemmer halveret. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Muligheden derimod er, at de unge faktisk i disse år efterlyser fællesskab med voksne og ældre. De unge vil ganske enkelt de voksne på en anden måde end for år tilbage. Spørgsmålet er, om vi i LM er i øjenhøjde med denne mulighed. Mange steder er der plads til forbedringer.

Forholdet mellem LM og LMU handler om organisation og struktur. Disse ting må vi indrette bedst muligt både lokalt og på landsplan. Men det handler alligevel først og fremmest om mennesker – om personlige relationer. Om at generationerne i det lokale LM har et forhold til hinanden. Det er fint og nødvendigt, at den lokale LM- og LMU-bestyrelse holder lidt møder og får snakket sammen. Men, men – skal det rykke for alvor, er det afgørende med et fælles fokus på at opbygge relationer på det personlige plan. Det kan vi ikke så meget organisere frem. Den enkelte må tage initiativ.

Den personlige relation

Forholdet mellem generationerne gør dog ikke det hele. Skal der komme flere unge – og helst også andre – til i LM, spiller den personlige relation til andre mennesker en rolle. Men den personlige relation til Gud er det helt afgørende. Det er det personlige forhold til Gud, der holder, når det personlige forhold til andre mennesker ikke kan leve op til idealet.

Vi må arbejde fokuseret på forholdet mellem generationerne i menigheden, så fællesskabet kan vokse. Samtidig må vi arbejde målrettet på, at mennesker kommer ind i et forhold til Jesus som deres frelser og Herre, så menigheden kan vokse. Ellers bliver det let for meget navlepilleri. Vi er sat i denne verden for at række ud med evangeliet.

 

Tilføj kommentar