Med kjortlen bundet op

24/04/2020

Når mørket falder på, og sirenerne fra politibilerne begynder at hyle, mens de opmuntrer de isolerede borgere ved at afspille rørende fædrelandssange, så ved vi, at klokken er blevet 18. Underboerne klapper og råber ”bravo” ud ad vinduet, når der kører en politibil forbi, men ellers er der ikke megen aktivitet i gaderne.

Den normalt så overfyldte stumtjener virker halvnøgen, som den står der uden alle sine jakker ved siden af det tømte skostativ. Når Lukas undrende peger på dem, vidner de for os alle om, at noget ikke er, som det plejer. Det er der i det hele taget ikke så meget, der er.
”Far, hvorfor må jeg ikke komme ud ad døren for at snakke med vores nabo, når hun jo står og vinker til mig lige på den anden side af vinduet?”, synes Lukas at tænke, da han forurettet og uforstående kigger op på mig. Det samme kunne gælde, hvorfor han ikke har været i børnehave, i parken eller med på indkøb, men kun har måttet være i lejligheden og på tagterrassen. ”Og hvorfor kommer der ikke længere nogen på besøg? Har mor og far gjort sig så meget uvenner med alle og enhver, at ingen vil komme forbi?”
Meget er forandret, selvom vi jo stadig har hinanden.

Sammen med vores nærmeste ledere i LM havde vi aftalt, at vi skulle forsøge at komme til Danmark hurtigst muligt. Den dag, det blev aftalt, skyndte vi os at pakke alt det ned, vi kunne have med på rejsen. Vi vidste bare ikke rigtigt, hvornår vi pakkede til. Ingen fly gik, og vi havde meldt os på nogle særlige corona-ventelister hos nogle flyselskaber uden at få svar. Ambassaden og Udenrigsministeriet kunne på daværende tidspunkt heller ikke så meget andet end at hjælpe os med, hvilke lister over strandede danskere vi kunne skrive os på. Det blev til lidt over en uge med pakkede tasker og lister over de ting, vi tog op, og som vi måtte huske at putte tilbage i taskerne inden afrejse.

Det fik mig til at tænke på den første påske, hvor Israels folk levede i en undtagelsestilstand i Egypten og havde fået at vide, at de skulle spise lammet i al hast med kjortlen bundet op om lænderne, med sandaler på fødderne og stav i hånden. På den måde var de klar til at rejse uden at vide præcist, hvornår de skulle afsted. Først da Farao sagde ”forsvind med jer”, kunne de tage af sted.

Vi oplevede ikke, at der var nogen, der sagde ”forsvind med jer” til os personligt (selvom jeg på busturen til Lima så to, der gav fingeren til bussen eller råbte ”skrid” – måske fordi de ”dumme turister” var skyld i, at virussen kom til Peru). Tværtimod er der mange af de kristne i Cusco, som har udtrykt ærgrelse over, at vi måtte smutte, men også omsorg for os og forståelse for vores situation. De har været gode til at spørge ind til, hvordan vi har det, selvom de på mange måder er meget dårligere stillet i denne situation, end vi er.

Her i Danmark bliver det mørkt lidt senere, og vi hører ikke så mange sirener om aftenen. Men vi er stadig rejsende. Vi må stadig være beredt på at skulle bryde op når som helst. I dette liv er vi på besøg, og vi ved ikke, hvornår vi skal herfra. Må denne undtagelsestilstand vise os, hvad der er vores sande normaltilstand. Må vi altid være klar til at skulle forlade denne jord. 

- Emil

Tilføj kommentar

Kommentarer

Tak for jeres dejlige orientering.I er daglig i min forbøn, og jeg ønsker jer Guds fred og velsignelse i jeres fremtid. Vi håber nok alle at det igen bliver normale tilstande, lige nu er det jo så som således det. Men det er godt at være i Herrens hænder.