Mission kan være sjovt

20/04/2015

For et par uger siden var jeg på besøg i Hundested hos en lille gruppe, der holder ”Debataftner om Kristendom” og som gav mig en dejlig aften. Det er en blandet forsamling både af LM’ere og mennesker med helt andre tilgange til kristendommen – nogle tydeligvis på opdagelsesrejse i den kristne tro.

Da jeg sad og sundede mig hjemme i stuen sidst på aftenen, gik sætningen gennem mit hoved: 

”Nogle gange er mission både sjovt, hyggeligt og lærerigt.”

Sjovt, fordi jeg var sammen med nogle mennesker, der ikke er de kedeligste i verden. Hyggeligt, fordi jeg kunne mærke, at folk kunne lide hinanden. Lærerigt, fordi jeg blev tvunget til at forholde mig til noget, jeg ikke havde tænkt over før.

I dette tilfælde en deltager, der sagde, at hun synes, at det er lettere at forholde sig til Helligånden end til ”en mand, der gik her på jorden for 2000 år siden”.

Den sætning passer jo ikke så godt til mit teologiske landkort. Men ved nærmere eftertanke:

I vores spirituelle klima kan interessen for Helligånden måske blive indfaldsporten til evangeliet for nogle. Og Helligånden har det jo med at tage sin ven Jesus med, så det er måske et godt sted at begynde. Og hvis vi, da vi alle fór vild, vendte os hver sin vej, har Gud nok også hver sin vej for at føre os tilbage.

Ikke hver sin vej til Gud, men hver sin vej til Jesus, som er den eneste vej til Gud.

Se – de tanker var jeg nok ikke blevet provokeret til at tænke ved et almindeligt missionshusmøde, hvor kun ”vennerne” var til stede.

Men er det så ikke respektløst at tale på denne måde om mission?

Well – det er sandt, at mission er en alvorlig sag, fordi evigheden er på spil. Det er også sandt, at det kan være omkostningsfuldt, fordi andre interesser må sættes til side. Penge og tid må bruges til noget helt andet end først tænkt. Og det kan blive smertefuldt, fordi det vækker modstand, og under nogle omstændigheder er forbundet med risiko.

Men det, jeg blev mindet om den aften, er, at det altså ikke er det eneste sprog, vi skal tale om mission i. Mission er også god, sund menneskelig aktivitet, som vi har lov til at leve glade i.

Og angående det med alvor: Den norske præst Tor Johan Grevbo sagde engang, at ”det modsatte af alvor er ikke humor, men ligegyldighed.”

I det lys er de mest ualvorlige LM’ere, måske folk med en alvorlig stil, der ikke mere tager mission og samtalen med andre mennesker på sig.

Tilføj kommentar