Rod

21/02/2019

"I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Der har jeg rod, derfra min verden går.” (H.C. Andersen) 

I bogstaveligste forstand har vi efterladt os en hel del rod hjemme i Danmark. På et loftsrum står mange af vores ejendele opmagasineret, da vi ikke skulle have det hele med os til Peru. Vi udvalgte de mest uundværlige ting og lod resten stå. I farten nåede vi ikke at få sat alt det tilbageværende i orden, hvilket er tydeligt at se, hvis døren bliver lukket op. 

Men hvad fik vi så med os i bagagen, kan man jo spekulere lidt på. Både helt konkret i vores rygsække mv., men også i overført betydning. 
Hvad bærer vi med os på godt og ondt? Hvad er vi glade og taknemmelige for at have med os, og hvad kunne vi godt have undværet af oplevelser, erfaringer mv.?  

Gud kender os bedre end nogen anden. Han kender til vores fortid, nutid og fremtid. Han kender til vores rødder, vores rod og alt det, vi ikke selv kender til endnu. Det kan være godt at vide, særligt fordi vi indimellem kan have vanskeligt ved selv at finde hoved og hale i det hele. Det kan være en trøst, at Gud aldrig har pladsproblemer. Han har altid det store overblik, og han kan sagtens rumme det hele. Også hvis vi selv skulle ske at have overvægt i bagagen, fordi vi oplever, at vi bærer rundt på noget tungt.

Personligt er jeg meget taknemmelig for min kristne opvækst, og at mine rødder er plantet i den kristne tro. Det har givet mig robusthed. Men jeg må fortsat mindes om, at jeg hver dag har brug for ny næring i kraft af Guds ord, hvis jeg skal kunne stå fast i stormvejret, når livet er vanskeligt, og jeg møder modgang. Jeg lever i kraft af Gud, og må finde min styrke i Ham. Han må være mit håb og faste holdepunkt i hverdagen. 

- Julie

Tilføj kommentar