Salmebøger i kassevis

07/05/2018

Lørdag d 14. april var en travl, men glædelig dag på Soma Biblias compound i Dar es Salaam. To stk 40 fods containere skulle tømmes for ca 4.000 kasser med de længe ventede lutherske salmebøger.

Det er midt i regntiden her i Dar es Salaam, men på mirakuløs vis lykkedes det at få tømt de to store containere uden ret meget regnvejr. Netop da den sidste kasse var båret ind på lageret, åbnenes himlens sluser, og herefter regnede det uafbrudt i 36 timer. Vi kan bare sige tak til Gud!

Efter 14 dages salg var der af de 96.000 bøger vi modtog knap 18.000 tilbage på vores lager. Så det er gået stærkt, rigtig stærkt de seneste dage. Mange af bøgerne er fordelt til vores bog-butikker rundt i landet, og en væsentlig del er leveret direkte til kirken hovedkontor i Arusha. Men en forsigtig vurdering går på, at op mod 30.000 stk salmebøger er solgt til stifter, menigheder og almindelige kirkegængere allerede.

Vi har haft travlt med at modtage ordrer og sende kasserne med bøger ud til kunderne ude i landet.

Her kan der virkelig tales om, at arbejdet giver varmen to gange. Først ved modtagelsen af containerne, der blev tømt på tre timers fælles anstrengelser, og derefter de følgende dage i større og mindre portioner ud på ladet af små og store lastbiler. 

Ofte har kunden en foretrukken fragtmand, eller busselskab, som vi bliver bedt om at bruge, og det gør vi meget for at efterkomme, da fragtomkostningerne betales af kunden selv.

Vi forventer at løbe tør på vores lager i løbet af de næste 14 dage. Dernæst går der nogle uger, inden vi modtager næste forsendelse med nye 96.000 salmebøger. De skulle gerne ankomme i begyndelsen af juni måned. Det ser vi frem til, og vi vil stå klar med mange hænder og tomme hylder på lageret!

Er det nu er kerneydelse for Soma Biblia at engagere sig i salmebogstrykning? Burde vi ikke hellere fokusere på evangelisation, spredning af traktater, udgivelse af opbyggelig litteratur og oplæring af nye tanzaniske forfattere? 

Det er et relevant spørgsmål at stille, og det korte svar er vel nok ”nej - det er ikke derfor vi er i Tanzania”. Men vi regner med, og har allerede set de første tegn på, at dette projekt er med til at binde os tættere sammen med kirken, og skabe en gensidig forståelse af mål, ønsker og behov. Det er rigtig meget værd.

Samtidig er det jo heller ikke uvæsentligt at salmebogs-projektet er med til at bringe Soma Biblia tættere på det erklærede mål om at være uafhængige af økonomisk støtte fra vores moder organisationer i 2020. Soma Biblia ejes med 1/3 af Norsk Luthersk Misjonssamband og med 2/3 af Luthersk Mission.

I Soma Biblia arbejder vi med mission og forretning på én og samme tid. Uden forretningsdelen af Soma Biblia kan vi ikke drive mission, og uden missions-delen giver det ikke mening at drive forretningen.

Derfor er vi meget bevidste om fortsat at have fokus på missions og evangelisations-delen i Soma Biblia, og vi glæder os over de mange nye muligheder der åbner sig for os, bl.a. på de digitale platforme. Se mere på vores facebookside og på Instagram.

Tilføj kommentar