Tanzanias storslåede natur

22/10/2017

De seneste par uger har jeg haft den fornøjelse at befinde mig på virkeligt smukke og naturskønne steder i Tanzania, som alle indbød til at nyde Guds fantastiske skaberværk, og som satte forskellige tanker igang hos mig, som jeg vil dele med jer.

For tre uger siden var jeg med nogle biologielever på ekskursion til Amani Nature reserve, et stykke regnskov i den sydlige del af Usambara Mountains. Amani betyder fred på swahili, og stedet passer fantastisk til sit navn, her er smukt og fredfyldt.

Dette område er et såkaldt ”hotspot” for biodiversitet, hvilket betyder, at det er et af de steder i verden, hvor man finder størst variation i plante og dyreliv. Nogle arter findes ikke andre steder end lige her, og der var i sandhed i eksplosion af liv i Amani, særligt fuglesangen om morgenen var helt overvældende.  

 

En aften havde vi en guide til at vise os rundt i regnskoven, og her fik vi mulighed for at se adskillige kamelæoner, hvoraf nogle var unikke for dette område. Eleverne skulle udføre nogle studier af bestemte planter i området og fik samtidig muligheden for opleve Tanzania udenfor Dar es Salaam. For flere af dem var det første gang de gik tur i en rigtig skov, og de fleste havde ikke prøvet at sove i telt før, så det var på alle måder en banebrydende oplevelse for mange af os.

I Salme 50,11  siger Gud: ”Jeg kender alle fuglene i bjergene, markens dyr hører mig til...for jorden er min med alt hvad den rummer”. Det er i sandhed en kreativ og storslået Skaber der har frembragt sådan en rigdom på liv og variation.

Sidste weekend havde vi som familie mulighed for at tage nogle feriedage på Mambo Viewpoint, et udsigtspunkt i 1900m højde, i den nordlige ende af Usambara Mountains, med en fantastisk udsigt over den afrikanske slette.  Området kaldes Tanzanias grøntsagshave, det er usædvanligt frodigt. Overalt så vi marker med kartofler, gulerødder, kål osv, men der var også fredede områder med skov og vild natur.  

Vi nød gåturerne i den smukke natur og de omkringliggende landsbyer. Om aftenen kunne vi se ufatteligt mange stjerner, da der næsten ikke var nogen ”lysforurening”, vi var virkelig kommet langt væk fra storbyen Dar es Salaam.

Vi boede i et hytte bogstavelig talt på kanten af klippen, med mange hundrede meters frit fald udenfor. Det var både imponerende og skræmmende. Havde vejret været helt klart ville vi kunne se Kilimanjaro 160 km væk, men det oplevede vi dog ikke.

Til gengæld oplevede vi et lille jordskælv en nat. Vi vågnede alle tre ved at vinduerne i hytten klirrede og det føltes som om et kæmpe godstog kørte lige under os, med andre ord rystede den enorme klippe vi boede på. Nogle helt utrolige kræfter må være på spil for at ryste sådan en kæmpemæssig klippe, og så var det bare et ganske lille jordskælv, som sikkert ikke blev registreret nogen steder.

Sandt at sige sov jeg ikke særlig godt resten af den nat, men til gengæld ledte det straks mine tanker hen på verset fra Esajas 54,10: ”For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed”.

Både bogstaveligt talt og i overført betydning kan vi rammes af jordskælv i vores liv, begivenheder som for altid forandrer os. Men Guds kærlighed til os er uforandret, den er helt upåvirket af vores op- og nedture, den er grundet på hans uforanderlige væsen. Han er vores far som aldrig vil svigte eller forlade os.

Det er tryghed at vide sig i Hans hånd, uanset om vi er i Danmark eller Tanzania.

 

Tilføj kommentar