Tillykke til LM med 150 år i dag

01/03/2018

Luthersk Missions stifter, Christian Møller, kom for 150 år siden ud i en åndelig krise.

Mens han manede andre til kamp mod synden, blev hans egne kampe imod "de onde begæringer" større og større. Og det blev mere og mere hult for ham at vise vejen for andre, mens han ikke kunne helliggøre sine egne tanker.

Men gennem hans møde med et andet menneske og de samtaler, han fik med den indflydelsesrige prædikant C.O. Rosenius, åbnedes et nyt syn på Jesu død på korset. Christian Møller oplevede et evangelisk frigørende gennembrud ved at opdage, at Gud ikke søgte et helligt menneske, men at han opsøger det fortabte. Gud viser sin kærlighed mod os – mens vi endnu er syndere (Rom 5,8). Sådan blev ”den frie nåde” kendetegnet for Christian Møllers langfredagsoplevelse og videre forkyndelse. Det var så stærk en nådesforkyndelse, at dele fra Indre Mission anklagede ham for kun at forkynde om den frie nåde.

Jeg synes personligt ikke at kunne genkende, at Christian Møller manglede formaning til at leve et helligt liv med Gud, men samtidig glæder jeg mig over, at vi i Luthersk Mission er rundet af en begyndelse, som fokuserede så stærkt på Nåden alene! Må Guds nåde fortsat være vores ståsted i Luthersk Mission

Guds nåde er ny hver en morgen. Det er den stadigvæk efter 150 års tjeneste. Guds nåde giver mig en ny chance hver evig eneste dag! Jesus Kristus er den samme i går, og i dag, ja til evig tid (Hebr 13,8). Sådan må vi efterligne Jesus og ikke tidsånden. Tidsånden er en bus, der altid lige er kørt – Men Jesus Kristus er vores klippefaste grund og den samme til evig tid!

Jesus må altid være LM’s omdrejningspunkt. Og hvor er det herligt at arbejde et sted, hvor Gud knytter os sammen i Jesu navn. Lad os derfor ikke rive med af forskellige fremmede lærdomme. Det er godt for det indre menneske at hente styrke i Guds nåde og ikke i religiøse spiseregler … (Hebr 13,9). Jeg vil med stor taknemmelighed i hjertet ønske jer alle et: Tillykke med jubilæet.

Må Gud fortsat velsigne os med hans nåde i årene fremover!

 

Tilføj kommentar