Vaklende kirkebænk

20/05/2020

For nogle måneder siden blev Jens Erik og jeg inviteret med på en tur til Nyakipande, en landby syd for Dar es Salaam, for se byggeriet af en ny kirke.

Luthersk Mission støtter igennem Soma Biblia, og sammen med en anden Luthersk Menighed her Dar es Salaam, forskellige opgaver i Nyakipande. Menigheden i Nyakipande er meget fattig og er afhængig af al den støtte de kan modtage, for bla. at kunne bygge deres nye kirke færdig.

Undervejs på turen til landsbyen, drejede vi pludselig ind på et møbel snedkeri som ligger under skyggen af nogle kæmpetræer langs med hovedvejen. Her skulle der kigges på, og indhentes tilbud til indkøb af kirkebænke til den nye kirke. 

Efter ca. 4 timers kørsel, hvor sidste del af turen skiftevis gik både igennem og udenom vandhuller og krat, ankom vi til byggepladsen i Nyakipande. Murene er opført og tagpladerne er også lagt. Menigheden har før afholdt deres Gudstjenester under et stort træ, meget tæt på hvor de nu er i gang med at bygge den nye kirke.

Efter den lange køretur hvor vi havde siddet lidt trangt, var det godt at komme ud og strække benene og vi betragtede det fine byggeri. Da det begyndte at regne, trak vi ind i kirken. 

Da soklen var lidt høj, blev det nærmest et hop ind i kirken, og for at undgå at vride foden i murbrokker og andre ujævnheder, var det i første omgang det mit blik var mest rettet på. 

Efter en sikker landing, så jeg et kirkebyggeri i funktion, ikke fordi en masse håndværkere var i gang med at arbejde, men fordi der allerede var kirkebænke, alterbord, prædikestol og knæfaldskammel i kirkerummet.

Da alle mændene betragtede byggeriet ude og inde samt området omkring kirken, valgte jeg at sætte mig på en af bænkene. Det blev en stillestund som jeg ikke lige glemmer. I denne menighed fortsætter de med at samles omkring Guds ord, det skal ikke hindres af at deres kirke ikke er bygget færdig, kalket og indviet. 

Mens jeg sad der på den simple og lettere vaklende bænk, kom jeg til at kigge ned i sandet ved siden af bænken. En spæd lysegrøn spire havde fundet op gennem sandet, og den var så langt i væksten at jeg kunne se hvilket træ den ville blive til.

Også under svære forhold, bliver Guds ord sået og forkyndt til omvendelse og frelse for mennesker.

 

 

Tilføj kommentar