25 år med elever med særlige behov

Foto: Stubbekoebing

Stubbekøbing Efterskole, der er LM’s fjerde efterskole,  kan nu fejre 25-års jubilæum. Elevgruppen er blevet mere homogen, og skolen giver både undervisning og hjælp til at kunne klare hverdagen.

23/04/2024 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

I år er det 25 år siden, Stubbekøbing Efterskole slog dørene op til det første elevhold.

”Vi er vildt taknemmelige for, at efterskolen stadig eksisterer,” siger Lisbeth Rønne-Rasmussen, der har været lærer på skolen siden 2008.
 
Hun fortæller, at det begyndte med et ønske i LM om en fjerde efterskole, hvor målgruppen skulle være de svage elever, og så var der en gruppe, der gik i gang med at arbejde og bede.

”Set fra min stol er det bestemt værd at fejre og takke dem, der har været med fra starten,” tilføjer viceforstander Mirjam Sode-Larsen, der blev ansat for tre år siden. 

”Forstander Martin Paulsen og jeg høster nu frugterne af deres store arbejde og alle de forbindelser, de har etableret rundt omkring.”

StE u

Hjælp til at klare hverdagen

Finn Haahr Mortensen var en af dem, der tog imod de første 25 elever på Stubbekøbing Efterskolen den 15. august 1999. 

Han er stadig ansat på skolen – nu som pedel – og det begrunder han med den gode kontakt, han har med de unge.

”Det er fantastisk at gøre noget for at hjælpe dem i en helt almindelig hverdag. Det er kombinationen af et stort diakonalt arbejde, hvor vi samtidig viser dem, at der er en Gud,” siger han.

”Vi ønsker at hjælpe dem til et bedre liv. For denne type elever er det nemlig vigtigt, at de bliver så selvhjulpne som muligt og kan klare hverdagen.”

Noget andet, skolen lægger vægt på, er at lære eleverne at være i en social kontekst og finde venskaber. Finn har flere gange mødt tidligere elever, der har sagt: ”Det bedste var, at jeg fik venner.”

StE dyr

Vi hjælper eleverne til lige netop at bestå eksamen

For 25 år siden var undervisningen mere praktisk, end den er nu, og indtil for få år siden var efterskolen eksamensfri. I dag går en femtedel af eleverne til eksamen.

Det skyldes, at lovgivningen er strammet, og det er et krav at have bestået afgangseksamen for at komme ind på erhvervsskoler.

StE v

”Vi underviser i de fag, vi ifølge loven skal i 9. og 10. klasse, men har også rigtig mange praktiske fag – og altid tværfaglig undervisning,” siger viceforstanderen.

”Vores mål er at hjælpe eleverne til lige netop at bestå eksamen vel vidende, at andre forhold kan gøre det svært for dem at klare en uddannelse.”

StE dyr

Hun indskyder, at det er en udfordrende og uforudsigelig målgruppe, men den største udfordring er ikke elevernes diagnoser, men deres manglende selvværd. 

”Igennem opvæksten er de blevet såret så mange gange, og vi er kommet rigtig langt, hvis vi får brudt lidt af de forsvarsværker ned, som de har for at beskytte sig selv,” siger hun.

----------
Stubbekøbing Efterskole fejrer sit 25-års jubilæum ved en reception den 25. maj – samme dag som skolen holder sit årlige forårsmarked.
Se mere på skolens facebookside
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.