Kristent julemagasin som gave til alle i byen

Julemagasinet 24:12 2018
Julemagasinet 24:12 indeholder historier og vidnesbyrd om tro og er udgivet af Luthersk Missions forlag, LogosMedia. Annonce i LokalAvisen, aoh.
Frivillige fra Indre Mission i Aulum uddeler 1.500 eksemplarer af julemagasinet 24:12 som en julehilsen til alle husstande i den lille vestjyske by

03. december 2018 / Karin Borup Ravnborg, kbr@dlm.dk

I disse dage dumper der en lille adventsgave ind ad brevsprækken til alle, der bor i byen Aulum, nordvest for Herning.

Det er et eksemplar af julemagasinet 24:12, som udgives af Luthersk Missions forlag, LogosMedia.

Med det gratis magasin følger en hilsen fra det lokale Indre Missions-fællesskab med ønsket om en glædelig jul og en invitation til et kristendomskursus i foråret i kirkens menighedshus.

Søgte missionspulje om støtte til at dele magasinerne gratis ud

De mange magasiner er uddelt af frivillige fra Indre Mission, og det har været en rigtig positiv oplevelse, siger formand Leif Mortensen, der har stået for at organisere uddelingen.

"Vi søgte Indre Missions missionspulje om penge og fik 20.000 kroner til at købe de fleste magasiner for. Resten har vi selv betalt fra foreningens kasse."

Der blev holdt et møde en aften i missionshuset for alle, der var interesseret i at være med til at dele magasiner ud. Her mødte omkring 30 frivillige op.

Ønsker, at julen må blive mere end bare glimmer og forbrug

Forud for uddelingen indrykkede bestyrelsen en annonce i den lokale ugeavis, hvor de fortæller om magasinet, der bliver uddelt.

"Vi vil rigtig gerne vise, at vi vil det sogn og den by, vi bor i. Vi ønsker, at julen for dem må blive til mere end bare glimmer og forbrug," understreger Leif Mortensen.

"Magasinet peger på julens kerne. Peger hen på ham, Jesus, som julen egentlig handler om."

Kommer til tro på Jesus gennem kristendomskurser

Uddelingen er en anledning til at invitere alle interesserede til fællesskab i missionshuset og til et kristendomskursus i Aulum kirke, som frivillige ved kirken står for med hjælp fra folk fra missionshuset.

Og meget apropos handler hovedhistorien i magasinet netop om den dansk-irakiske tv-vært Dina Al-Erhayem, der kommer til tro gennem et lignende kristendomskursus.

"Vores største ønske er, at mennesker må møde Jesus," siger Leif Mortensen.

"Vi har før haft kristendomskurser, og efterfølgende er der flere, der har fået interesse for at høre mere. Vi håber naturligvis, at det kan medvirke til, at de også finder vej ind i missionshuset."

---

LogosMedia har siden 2008 udgivet Julemagasinet 24:12. Det er et magasin, der egner sig godt til at blive delt ud som en julehilsen til naboer og bekendte.

Magasinet er i år trykt i 21.000 eksemplarer og uddeles af en lang række kirker og kirkelige organisationer landet over.

> Læs uddrag af artikler og bestil magasinet her.

Tilføj kommentar