Landsmøde 2021 afløses af online tiltag

Foto: Landsmøde 2016
Et Landsmøde i LM er også fællesskab og snak i pauserne. Man tror, det vil blive mødt af væsentlige restriktioner, hvis man holdt et Landsmøde i 2021. (Foto fra Landsmøde i 2016: Laura Stokholm)
LM’s ledelse vurderer, at et fysisk landsmøde ikke kan gennemføres til april uden væsentlige restriktioner. Derfor vælger de at aflyse det fysiske landmøde og i stedet at satse på et virtuelt møde og opfordrer til, at man samles om det lokalt

07. oktober 2020 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

LM’s Landsmøde i 2021 bliver både virtuelt og lokalt.

Det besluttede Landsstyrelsen (LS) på sit møde den 2.-3. oktober, fortæller vicegeneralsekretær Birger Reuss Schmidt.

Som en konsekvens af corona-situationen besluttede LS nemlig at aflyse den storsamling for hele familien i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, der var planlagt til bededagsweekenden den 30. april til 2. maj.

Alle skal kunne være med til Landsmøde i LM

”Strengt taget ved vi ikke, om vi kunne holde Landsmøde til april, men af hensyn til planlægningen, er vi nødt til at tage beslutningen nu,” siger Birger Reuss Schmidt.

Beslutningen er taget ud fra en vurdering af, at det ikke vil være muligt at gennemføre et fysisk landsmøde til foråret uden væsentlige restriktioner.

”Selv om ingen ved, hvordan situationen ser ud til april, kan vi ikke forvente, at det bliver et landsmøde, som vi ønsker det,” siger han.

”Og vi vil ikke holde et landsmøde, hvor der kun er plads til halvdelen af LM’erne, der normalt deltager. Der skal vi kunne samles alle sammen.”

Skab stemning af fællesskab ved at lave et lokalt arrangement

Selv om det fysiske landsmøde er aflyst, kommer der alligevel til at ske noget i LM-regi den weekend, lover LM’s vicegeneralsekretær.

”Vi forventer nemlig at arrangere et virtuelt tilbud af et par timers varighed søndag den 2/5,” siger han.

Hvordan det virtuelle landsmøde kommer til at foregå, er endnu uvist. Det kommer også an på, hvad der teknisk er muligt.

Birger Reuss Schmidt regner med, at det bliver afklaret inden for de næste par uger, om der er mulighed for at sende live-optagelser forskellige steder fra, eller om det hele skal sendes ét sted fra.

For at skabe lidt af den stemning af fællesskab, som et landsmøde i LM også er, opfordrer LM’s ledelse til, at man laver et arrangement lokalt i sin kreds eller frimenighed og sammen tager del i det virtuelle landsmøde.

Tilføj kommentar