Nyt skolebyggeri i Fjendeskoven

Gravemaskiner ved Fjendeskoven maj 2018
Gravemaskinerne er allerede i gang med at rydde plads til den nye skolebygning i Fjendeskoven. Foto: Dina Burgdorf Jacobsen.

Luthersk Mission stiller en garanti på 150.000 kroner til opførelsen af en skolebygning, som sikrer fortsat skolegang for 60 børn i Fjendeskoven i det nordlige Cambodja

09/05/2018 / Karin Borup Ravnborg kbr@dlm.dk

Luthersk Missions Landsstyrelse har netop godkendt en garanti på 150.000 kroner til opførelsen af en skolebygning i Fjendeskoven.

Her - i et støvet ingenmandsland i det nordlige Cambodja, som er hjem for omkring 500 familier - har omkring 60 børn modtaget undervisning under et halvtag.

Men for at få undervisningen godkendt i det cambodjanske uddannelsessystem kræver myndighederne en skolebygning, der lever op til de officielle standarder.

Et kæmpe fremskridt for vores arbejde i Fjendeskoven

Derfor støtter LM nu byggeriet af en skole, og den beslutning glæder sygeplejerske Dina Burgdorf Jacobsen, der er udsendt som missionær af Luthersk Mission.

"Det er et kæmpe fremskridt for vores arbejde, og vi glæder os over, at vi nu har en permanent løsning på skolebehovet herude," siger hun.

Tanken er, at bygningen - ud over at være skole for børnene i Fjendeskoven - også skal kunne bruges til bibelundervisning og læseundervisning af voksne.

Et tørt og sikkert sted at holde klinik i regntiden

Desuden arbejder LM på at søge projektstøtte til, at bygningen også kan danne rammen for de månedlige klinikbesøg i Fjendeskoven.

”Det vil være dejligt med et tørt og sikkert sted at holde klinik - særligt i regntiden,” siger Dina Burgdorf Jacobsen.

Gravemaskinerne er allerede i fuld gang med at rydde plads til den nye skolebygning, og det er planen, at bygningen skal stå klar til begyndelsen af næste skoleår i efteråret.

 

 

Fortsat skolegang for børnene i Fjendeskoven

Siden 2010 har Luthersk Mission sammen med deres samarbejdspartner Church of Siem Reap arbejdet for at forbedre vilkårene for de fattige familier og sikre skolegang for deres børn.

Arbejdet er en del af Countryside Harvest Mission, CHM, som er en paraplyorganisation for kirkens evangelisations og diakoniarbejde.

Du kan være med til at sikre fortsat skolegang for børnene i Fjendeskoven.

Giv et beløb på MobilePay 66288, mrk. "Fjendeskoven"
eller bliv fast giver til LM's arbejde. Læs mere her.

Tak for din støtte. Enhver hjælp tæller.

> Læs mere om LM's arbejde i Fjendeskoven.

 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.