Nyuddannet dansk lærer rejser til Mongoliet

Foto: Maiken Hadberg
Maiken Hadberg glæder sig til at skulle lave lilleskole for familien Olofsons tre børn i Khovd i Vestmogoliet (Privatfoto).
Til august rejser Maiken Hadberg til Khovd i Vestmongoliet for at lave lilleskole for familien Olofsons børn

26. juni 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Den 17. juni bestod Maiken Hadberg fra Vanløse den sidste eksamen på lærerstudiet, og til august rejser hun til Khovd i Vestmongoliet.

Hun er blevet ansat af Norsk Luthersk Misjonssamband (NLM) i en toårig stilling som lærer til at lave lilleskole for familien Olofsons børn: Silja på 13 år, Carina på knap ni år og Set på knap seks år.

”Det er jeg rigtig spændt på, for jeg har jo ikke arbejdet som lærer før,” siger hun og tilføjer, at hun heldigvis får en norsk volontør til hjælp.

Som udsendt af NLM bliver Maiken Hadberg samtidig tilknyttet LM. Det betyder, at hun kommer med på missionærplakaten og i bedelisten og får en række nærkontaktkredse.

Haft lyst til at blive missionær i mange år

International mission har altid været en del af 25-årige Maiken Hadbergs liv, men indtil nu har hun mest forbundet det med de lande, LM er engageret i.

For eksempel var hun med på den tur til Peru, som LMU arrangerede i 2016.

Hun har også haft lyst i mange år til at skulle ud som missionær, men har ikke rigtig kunnet se, hvordan og hvor det skulle kunne lade sig gøre.

”Mongoliet var et ’fremmed land’ for mig, og jeg havde slet ikke overvejet, at det kunne være en mulighed at blive missionær der,” siger hun.

”Men pludselig dukkede denne stilling op. Her er gode rammer, jeg kan bruge min faglighed, og jeg var slet i tvivl om, at jeg skulle søge den,” siger hun.

Mere spændt på hverdag og menighedsliv end på skolen

Inden skolestart i Khovd skal Maiken Hadberg deltage i to opstartskurser med introduktion til sprog og kultur. Først ti dage i Oslo og så de første 14 dage i Mongoliet.

Men hun er meget bevidst om, at det bliver begrænset, hvad hun kan nå at lære. Hun ved også, at det kan blive en udfordring at blive en del af hverdagsliv og menighedsliv med fremmed sprog og kultur.

”Derfor er skolen nok også det, jeg er mindst bekymret for, selv om den kommer til at fylde det meste af min tid i Mongoliet,” siger hun.

Tilføj kommentar

Kommentarer

Dette glæder mig dybt ind i hjertet. Tak Maiken, fordi du rejser. Må jeg stadig få lov høre nyt fra dig.